Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 21/02/2026 - 00:33

Mindst 10 meldes dræbt i israelske angreb i Libanon

Israels militær siger, at det har slået til mod de militante grupper Hamas og Hizbollah.

Af: /ritzau/Reuters

Mindst 10 mennesker er blevet dræbt, og 50 er kvæstet efter israelske angreb i det østlige Libanon fredag.

Det oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Det israelske militær oplyser på det sociale medie X, at det har angrebet et kommandocenter for den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse i Ain al-Hilweh-området.

Ain al-Hilweh er Libanons største flygtningelejr.

Militæret oplyser også, at det har angrebet kommandocentre for den militante gruppe Hizbollah.

Angrebene er blandt de dødeligste i det østlige Libanon i flere uger og risikerer at sætte en skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hizbollah på prøve.

Hizbollah og Israel har flere gange været i krig mod hinanden.

Israel bombede i 2023 og 2024 store dele af det sydlige Libanon samt forstæderne til hovedstaden, Beirut. Det er områder, som Hizbollah har kontrolleret i årevis.

I 2024 indgik de stridende parter en våbenhvile, der blev mæglet af USA. Både Israel og Hizbollah har siden da gentagne gange beskyldt hinanden for at overtræde den skrøbelige våbenhvile.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek