København, 10/11/2023 - 12:21
Intern Politiken-rapport: Fotograf Jan Grarup har talt usandt
Politiken igangsatte intern undersøgelse af Grarups arbejde for avisen efter afsløringer. Den lægges nu frem.
Af: /ritzau/
Fotograf Jan Grarup er i flere tilfælde kommet med urigtige oplysninger i forbindelse med sit arbejde for Politiken.
Det konkluderer en intern undersøgelse, som Politiken har offentliggjort torsdag.
Bag undersøgelsen står undersøgende journalist John Hansen, som tidligere har været chef for Politikens gravergruppe.
Undersøgelsen kommer blandt andet frem til, at fotografen har talt usandt om, hvornår han befandt i Rwanda under rejser i 1994.
Ifølge Politikens undersøgelse er der ingen dokumentation for, at Grarup befandt sig i Rwanda i mere end to dage. Jan Grarup fastholder, at han opholdt sig i landet i to-tre uger.
I et andet tilfælde har han gengivet citater fra en kvinde, som hun siger ikke passer, skriver Politiken.
Derudover viser undersøgelsen, at en medarbejder på Politiken i 2022 advarede ledelsen om samarbejdet med Jan Grarup.
Selv er Grarup ikke enig i alle konklusioner.
At en medarbejder har udtrykt bekymring for Grarups arbejde, er "måske det, der har gjort allermest ondt på mig", siger fotografen til Politiken.
- Hvis folk har været så bekymrede for mit mentale helbred eller min troværdighed, er det da mærkeligt, at man ikke har rettet henvendelse, lyder det.
Der skal nu nedfældes skærpede retningslinjer for faktatjek og kvalitetssikring på Politiken, siger chefredaktør Amalie Kestler til avisen.
/ritzau/