København, 03/06/2026 - 17:59
Odense Letbane indstiller al kørsel midlertidigt fra lørdag
Letbanen må indstille togdriften fra lørdag på grund af en manglende sikkerhedsgodkendelse ved en gangbro.
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Al drift indstilles på Odense Letbane i flere dage fra lørdag morgen.
Det meddeler Odense Letbane onsdag eftermiddag ifølge flere lokalmedier, heriblandt TV 2 Fyn.
Indstillingen af kørslen skyldes, at togene ikke kan komme til lovpligtigt serviceeftersyn på et vedligeholdelsescenter i Hjallese syd for Odense.
Det skyldes, at togene ikke kan passere gangbroerne ved hospitalet Nyt OUH, da gangbroen mangler en sikkerhedsgodkendelse fra Trafikstyrelsen.
Fra styrelsen lyder det onsdag, at man er i tæt dialog med Odense Letbane og Keolis, som driver letbanen, og at man afventer Keolis.
- På nuværende tidspunkt er status, at Trafikstyrelsen endnu ikke har modtaget en ansøgning fra Keolis, der dokumenterer, at det er sikkert for Odense Letbane at køre under gangbroen.
- Når det sker, står vi klar til at håndtere sagen, udtaler kontorchef hos Trafikstyrelsen Laura Meyer Harrison i en skriftlig kommentar.
Der bliver indsat togbusser på hele strækningen mellem Tarup og Hjallese, oplyser Odense Letbane, der beklager situationen.
- Det er naturligvis en dybt beklagelig situation for letbanens kunder. Men jeg må også understrege, at sagen lige nu er ude af Odense Letbanes hænder, siger Dan Ravn, der er administrerende direktør for Odense Letbane til Fyens Stiftstidende.
Det vides endnu ikke, hvornår driften kan genoptages.
TV 2 Fyn skriver, at der tidligst kommer en sikkerhedsgodkendelse i hus i starten af næste uge.
Allerede fra fredag den 22. maj har Odense Letbane kørt med nedsat drift på den nordlige del af strækningen, da man blev gjort opmærksom på, at der manglede en sikkerhedsgodkendelse.
Nu bliver al driften så indstillet lørdag, da alle togsæt kommer til at nå det maksimale antal af kilometer, som må køres, før der skal laves et lovpligtigt serviceeftersyn.
Det er en uafhængig ekspert - en såkaldt assessor - der skal vurdere, om gangbroen er stabil nok til, at letbanen kan køre under.
Ekspertens vurdering skal derefter sendes til Trafikstyrelsen, som skal give grønt lys.
Indstillingen af driften på letbanen kommer til at påvirke trafikken før og efter det danske herrelandsholds fodboldkamp mod Ukraine, der spilles søndag på Odense Stadion.
Der vil blive indsat ekstra busser både til og fra landskampen, skriver Fyens Stiftstidende.
Busserne, der bliver indsat i stedet for letbanen, vil køre hvert 15. minut i hele letbanens normale driftsdøgn fra tidlig morgen til midnat.
/ritzau/




