London, 20/05/2026 - 00:47
Taiwansk forfatter vinder prestigefyldt bogpris for første gang
Danske Olga Ravn missede en plads i det endelige felt af forfattere, der kunne løbe med international bogpris.
Brook Mitchell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den taiwanske forfatter Yang Shuang-zi har tirsdag modtaget den prestigefyldte bogpris The International Booker Prize.
Prisen, som blev uddelt på Tate Modern-museet i den britiske hovedstad, London, hylder skønlitterære værker fra hele verden, som er blevet oversat til engelsk.
Bogen "Taiwan Travelogue" er den første bog oversat fra mandarin, der vinder prisen.
Yang Shuang-zi er den første taiwaner til at modtage prisen.
Bogen foregår i 1930'ernes Taiwan under japansk kontrol og udgiver sig for at være en oversættelse af en genfundet japansk rejseerindring skrevet af den fiktive forfatter Aoyama Chizuko.
- Det er en bog, der overrasker, og som måske ikke er helt, hvad den ser ud til at være på overfladen, siger Natasha Brown, som er formand for dommerpanelet til prisuddelingen.
The International Booker Prize bliver uddelt hvert år. Den bliver givet til et fiktionsværk, der er oversat fra et andet sprog til engelsk. Prisen har til formål at opmuntre til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.
Prisen og præmiepuljen på 50.000 britiske pund - godt 431.000 kroner - deles ligeligt mellem forfatter og oversætter.
Den danske forfatter Olga Ravn blev i februar udtaget til en udvidet liste over nominerede til prisen for bogen "Voksbarnet" fra 2023.
Men den 39-årige forfatter blev ikke udvalgt i det endelige kapløb om den prestigefyldte bogpris, da listen i marts blev skåret ned til seks endelige kandidater.
Sidste år var den danske forfatter Solvej Balle en del af finalefeltet til at modtage den internationale pris for bogen "Om udregning af rumfang I", men prisen gik i stedet til inderen Banu Mushtaq for bogen "Heart Lamp".
Ingen danske forfattere har endnu modtaget prisen.
/ritzau/AFP




