Kyiv, 04/06/2026 - 01:27
EU giver grønt lys til at åbne forhandlinger om optagelse af Ukraine
Alle EU-lande har sagt ja til at åbne første forhandlingsområde i forhandlinger om Ukraines optagelse i EU.
Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alle EU-medlemslande har givet grønt lys til, at indledende forhandlinger om optagelse af Ukraine i EU kan begynde.
Det skriver Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.
- Fantastiske nyheder - alle EU's medlemsstater har givet grønt lys til at åbne klynge 1 i medlemskabsforhandlingerne med Ukraine og Moldova, skriver hun og tilføjer:
- Vi er et skridt nærmere et EU-medlemskab og bevæger os støt frem mod vores mål.
Cypern, som har EU-formandskabet, skriver på X, at man er begyndt at forberede åbningen af forhandlingerne om den første gruppe af forhandlingsområder, der blandt andet omfatter retsstatsprincippet.
- Dette markerer en vigtig milepæl i deres (Ukraines og Moldovas, red.) vej mod europæisk integration og sender et stærkt signal om EU's sammenhold og beslutsomhed, står der i opslaget.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere lagt pres på EU-lederne for at åbne det første forhandlingsområde i forhandlingerne om EU-medlemskab.
- Vi er fuldt ud klar til at åbne klynge 1 i EU-medlemskabsforhandlingerne - klyngen "Grundlæggende principper". Vi har brug for reelle fremskridt på dette område, skrev han i oktober på X forud for et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab.
EU-toppen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, i spidsen har ikke sparet på udmeldingerne om, at Ukraine hører til i EU.
Det kræver dog enstemmighed blandt EU-landene at åbne de enkelte forhandlingsområder. Det har ikke været muligt at opnå, fordi Ungarn med den daværende premierminister, Viktor Orbán, i front har stillet sig på tværs.
Efter 16 år ved magten blev Orbán ved et parlamentsvalg i april vippet af pinden af sin tidligere partifælle Péter Magyar og hans oppositionsparti, Tisza.
I maj krævede Magyar garantier for det ungarske mindretal i Ukraine, hvis han skulle give grønt lys til at lade Ukraine blive en del af EU. Antallet af ungarer i Ukraine er omkring 100.000 personer.
Sådan en aftale er sidenhen blevet indgået mellem Ukraine og Ungarn, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/




