Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/06/2025 - 08:45

Novo Nordisk gør klar til sin største firmaskovtur nogensinde

Omkring 20.000 mennesker ventes at deltage i Novo Nordiske årlige fest for de danske ansatte i Roskilde.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Novo Nordisk er blandt de største arbejdsgivere i Danmark, og derfor kræver det et stort setup, når man inviterer alle ansatte til sommerfest.

Medicinalgiganten har derfor igen booket Dyrskuepladsen i Roskilde til sin årlige medarbejderfest, der afholdes 22. august og endnu en gang ser ud til at blive den største nogensinde.

Novo Nordisk, der oplever stor efterspørgsel på vægttabsmidlet Wegovy, udvidede sidste år sin danske medarbejderstab med mere end 5000 personer.

Derfor forventer Mille Borchorst, der er HR-direktør i Danmark, at der potentielt dukker mere end 20.000 op til festen i Roskilde.

- Med omkring 34.000 medarbejdere vil der være mulighed for at samle rigtig mange i år.

- Vi har en intern ambition om, at 70 procent af vores medarbejdere deltager i festen. Det er højt ambitionsniveau, men vi lykkedes med det sidste år, fortæller hun.

Fordi Novo er ekspert i medicin og ikke i planlægning af store fester, har man hyret Roskilde Festivals konsulentfirma, RFX, til at stå for det praktiske omkring den årlige sammenkomst.

- Vi har valgt dem igen i år, fordi de både er bæredygtige, når det gælder mad og leverandører, men også fordi de bruger frivillige fra lokale foreninger til at servicere gæsterne.

- De scorer højt på parametre som kvalitet, bæredygtighed og social ansvarlighed, som vi egentlig synes er i overensstemmelse med det, vi også gerne vil stå for i det danske samfund, siger Mille Borchorst.

Kigger man på listen over de optrædende, som er sendt ud til de ansatte fredag morgen sammen med invitation til festen, finder man næsten udelukkende danske topnavne.

Andreas Odbjerg, Aqua og dj'en Morten Breum kommer alle og optræder, og så er der til lejligheden sammensat et band kaldet Novo Family Orchestra, hvor medlemmerne blandt andet tæller Christopher, Tessa, Mads Langer og Lis Sørensen.

- Det er fuldstændigt bevidst. Vi har vores kerne i Danmark, og halvdelen af de ansatte arbejder her. Derfor vil vi gerne støtte de danske kunstnere og dansk kulturliv, siger Mille Borchorst.

Foruden det musikalske program og en festmiddag får deltagerne blandt andet også mulighed for at opleve gadeteater, linedance, styltekunst og for at synge karaoke.

Alle ansatte bliver tilbudt fællestransport til festen, som for de flestes vedkommende vil foregå med bus.

Novo Nordisk er ikke den eneste danske virksomhed, der fejrer gode resultater med sine mange medarbejdere.

Salling Group holdt 8. juni personalefest for omkring 25.000 medarbejdere i blandt andet Bilka, Føtex og Netto ved hovedkvarteret i Årslev ved Aarhus.

Og dagen forinden fejrede Bestseller-koncernen sit 50-års jubilæum med en fest for omkring 10.000 ansatte ved Egeskov Slot på Fyn.

Her optrådte store, internationale kunstnere som Elton John, Bruno Mars og Swedish House Mafia sammen med danske Mø.

/ritzau/

Roskilde, 23/06/2025 - 16:35

Syvmandsgruppen Kokoroko erstatter Shaboozey på Roskilde Festival

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kokoroko åbner Arena-scenen på årets Roskilde Festival, efter at sangeren Shaboozey aflyste i maj.

Den britiske syvmandsgruppe Kokoroko erstatter sangeren Shaboozey på årets Roskilde Festival.

Det oplyser Roskilde Festival på sin hjemmeside.

Kokoroko er en fusionsjazz-gruppe fra London, og den afløser Shaboozeys optræden ved åbningen af Arena-scenen onsdag.

Shaboozey aflyste sin optræden på Roskilde Festival 2025 efter "uforudsete omstændighederne", skrev Roskilde Festival i maj.

- Kokoroko er et af de mest overbevisende livebands, der er opstået fra Londons pulserende jazzscene, kendt for deres smittende blanding af afrobeat, highlife, soul og funk-drevne rytmer, skriver Roskilde Festival om gruppen på sin hjemmeside.

I 2020 vandt Kokoroko prisen for bedste gruppe ved den britiske prisuddeling Urban Music Awards.

De udgav deres debutalbum "Could We Be More" i 2022, og deres næste album "Tuff Times Never Last" udkommer den 11. juli 2025.

Navnet Kokoroko betyder "vær stærk" eller "svær at knække" på det sydnigerianske sprog Urhobo.

Gruppen består af Sheila Maurice-Grey, Onome Edgeworth, Noushy Nanguy, Yohan Kebede, Duane Atherley, Tobi Adenaike og Ayo Salawu

Årets Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli.

Også i 2024 var Roskilde Festival ramt af aflysninger. Her var det blandt andet sydafrikanske Tyla, som aflyste dagen før sin koncert på grund af ”uforudsete omstændigheder".

Men festivalgæster, som blev skuffede over Tylas aflysning i 2024, kan se frem til årets festival, hvor hun igen er på plakaten.

Tyla er blandt andet kendt for hittet "Water", der udkom i 2024.

Blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival er Olivia Rodrigo, Stormzy, Charli XCX og Nine Inch Nails.

/ritzau/

Læs Mere >>

Roskilde, 23/06/2025 - 16:14

Syvmandsgruppen Kokoroko erstatter Shaboozey på Roskilde Festival

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kokoroko åbner Arena-scenen på årets Roskilde Festival, efter at sangeren Shaboozey aflyste i maj.

Den britiske syvmandsgruppe Kokoroko erstatter sangeren Shaboozey på årets Roskilde Festival.

Det oplyser Roskilde Festival på sin hjemmeside.

Kokoroko er en fusionsjazz-gruppe fra London, og den afløser Shaboozeys optræden ved åbningen af Arena-scenen onsdag.

Shaboozey aflyste sin optræden på Roskilde Festival 2025 efter "uforudsete omstændighederne", skrev den amerikanske sanger i maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

FAKTA: De fire pakketyper

* Den systematiske type: laver pakkelister, ruller tøjet og pakker i god tid.

* Last minute-typen: venter med at pakke til sent om aftenen, selv om personen skal med et fly tidligt næste morgen, og håber på det bedste.

* Minimalisttypen: pakker så lidt som muligt.

* Hvad-nu-hvis-typen: pakker til enhver tænkelig situation. Det er den samme type, der ikke kan finde ud af at smide ting ud, for hvad nu hvis man for brug for det?

Kilde: organiseringsekspert Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

Sådan får du mest ud af din håndbagage

Thibaud Moritz/Ritzau Scanpix

Med enkle fif får du plads til det hele i håndbagagen, når du pakker til ferien eller weekendturen.

Du aser og maser med at få de to lynlåsskydere på kufferten til at mødes, og når det endelig lykkes, puster du ud og prøver at fortrænge, at du skal gøre det hele en gang til, når du skal hjem fra ferien igen.

Det er ikke altid lige let at pakke let, men det er ikke umuligt, mener organiseringsekspert Marianne Gammelgaard, der har flere års erfaring med blandt andet at hjælpe familier i TV 2-programmet "Vi drukner i rod".

Hun fremhæver tre hovedpunkter, du bør forholde dig til, når du skal pakke hele din weekend ned i en trolley eller en lille rygsæk for at undgå at skulle betale for en indtjekket kuffert.

- Uanset hvor småt du pakker, bør du pakke i kategorier. Det giver overblik og gør ens ting lettere at finde, siger Marianne Gammelgaard.

Du kan fordele kategorierne i små poser eller pakkekuber, som er små, kvadratiske beholdere i nylon med lynlås. Det kunne være toiletgrej i den ene, elektronik i den anden, tøj, snacks og medicin. Selv tøjet kan du inddele i kategorier.

Hvis du skal bruge noget, der ligger nederst i tasken, og du ikke har inddelt bagagen i kategorier, vil det hele blive rodet sammen, når du tager det op af tasken.

Inddelingen gør, at selv om du har travlt på din rejse og er et rodehoved, vil der kun opstå rod i en af poserne.

Dernæst er det en god idé at rulle tøjet.

- Det er et gammelt backpackertip for at spare plads, men også for ikke at krølle tøjet, siger hun.

Tøjet rulles i små pølser, der lægges tæt sammen i poserne. Til sidst bør du overveje, hvordan du har adgang til din bagage.

- De ting, som du skal bruge ofte, skal være let tilgængelige, siger organiseringseksperten.

Det kunne være sådan noget som pas, høretelefoner og snacks. Enten skal det ligge øverst eller i sidelommerne af tasken.

Marianne Gammelgaard foreslår, at du også kan lave en pakkeliste og pakke tøj, der kan bruges både om aftenen og om dagen, og påpeger, at det er nemmere at dresse ned end at dresse op.

Hun anbefaler også at pakke ting, der kan bruges til flere formål. For eksempel kan et stort tørklæde også bruges som et tæppe til flyrejsen.

Ifølge hende er det en hyppig fejl, at folk pakker for meget.

- Man tager jo aldrig så lidt med, at man er nødt til at købe en hel garderobe, men der er flere, der tager en hel garderobe med og kun bruger tre eller fire ting, siger hun.

En, der har lært det, er Tine Haslam Nielsen. Hun står bag rejsebloggen "A World to Explore" og drog af sted på sin første solorejse for 14 år siden.

- Det vigtigste, jeg har lært, er at begrænse mig. På mine første rejser var jeg ofte nødt til at lade ting blive på hotellet, fordi jeg ikke havde plads til dem på vej hjem, siger rejsebloggeren.

Særligt underdele og fodtøj bør man holde igen med, råder hun.

Tine Haslam Nielsen rejste for nylig en måned i Mellemamerika kun med håndbagage, og her var et af hendes bedste rejsegadgets et par bukser, der kunne laves om til shorts.

Desuden har hun gode erfaringer med at bruge pakkekuber og har som fast vane at rulle tøjet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek