Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/08/2023 - 08:00

Ny bolig til studiestart? Det skal du huske ved flytningen

Denne tid står i flytningens tegn for mange unge, der skal til at studere efter sommeren. Her får du en guide til, hvad du skal tjekke.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Om lidt begynder tusindvis af unge på en videregående uddannelse landet over, og det betyder, at mange skal flyve fra reden og have nyt tag over hovedet.

Og der er flere ting, man bør få styr på, når man flytter hjemmefra for første gang. Det siger Susanne Aamann, der er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

1) Registrer flytningen.

Du har pligt til at meddele de offentlige myndigheder, at du flytter. Glemmer du det, kan du blive pålagt en bøde, forklarer Susanne Aamann.

Flytningen skal meldes til folkeregisterkontoret i den kommune, du flytter til, senest fem dage efter flytningen.

2) Hvad skal du forsikre?

Hvis du ønsker at forsikre dit indbo, kan det være givet godt ud at sammenligne forsikringsselskabernes priser på indboforsikringer. For ofte vil der være ret stor prisforskel, og mange selskaber tilbyder rabat til studerende, siger Susanne Aamann.

Hun råder også til, at du tjekker op på, hvad du bør få forsikret.

- Måske har man ikke behov for at få så meget indbo forsikret, hvis man er studerende og bor i et kollegieværelse med en masse gamle møbler. Så kan man måske nøjes med en ganske billig indboforsikring, som er rar at have, hvis uheldet er ude.

- Har man en lidt dyr cykel, skal man måske overveje at tilkøbe en lidt dyrere cykelforsikring, siger hun.

Derudover bør du kigge på, hvad forsikringen rent faktisk tilbyder, og om den for eksempel også indeholder en rejseforsikring, så du undgår at skulle tilkøbe en sådan forsikring, når du skal ud at rejse.

Det samme gælder for elektronik som en computer eller mobiltelefon, som tit vil være billigere at forsikre gennem indboforsikringen i stedet for at gøre det i butikken.

3) Hvad tilbyder abonnementerne?

Det kan også være, at du i forbindelse med flytningen skal ud at have nye abonnementer - for eksempel til fitness eller mobilen.

Her skal du tjekke vilkårene - for eksempel om du frit kan opsige det, eller om der er binding. For ved eksempelvis mobilabonnementer er man oftest bundet i seks måneder.

- Hvis man har fået et billigt abonnement og vil udnytte det, så skal man huske at opsige det efter fem måneder med en måneds varsel, hvis man vil skifte, siger Susanne Aamann.

Flytter du sammen med andre, kan I også undersøge, om I kan deles om abonnementerne. Det kan også være, at du flytter ind i en boligforening, som tilbyder noget, der kan dække dine behov.

4) Tjek acontoberegningen.

I din nye bolig skal du formentlig betale aconto, når det kommer til el, da forsyningsselskaberne ofte bruger acontoregninger, forklarer Susanne Aamann.

Beregningerne kan dog være sat efter den tidligere ejers forbrug, selv om dit måske er lavere.

- Der vil gå noget tid, før den nye acontoberegning indfinder sig, siger Susanne Aamann.

Derfor kan du kontakte selskabet for at ændre dit forventede forbrug.

Selskabet er dog ikke forpligtet til at ændre beregningen, men det skal kunne dokumentere, at den er berettiget.

Der er dog også elselskaber, hvor du i stedet betaler for dit faktiske månedlige forbrug.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek