København, 06/12/2024 - 16:06
Thorbjørn Olesen taber terræn i Sydafrika
Thorbjørn Olesen er som bedste dansker fire slag fra førstepladsen i Nedbank Golf Challenge.
David Jensen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En tur i sandet og en dobbeltbogey på syvende hul blev fredag kostbar for Thorbjørn Olesen i golfturneringen Nedbank Golf Challenge i Sydafrika, hvor der spilles om en samlet præmiepulje på omkring 42 millioner kroner.
Ud over svipseren talte scorekortet også to bogeys og to birdies, og dermed endte han runden med en score på to slag over banens par.
Det betød samtidigt, at han gled ned fra en delt tredjeplads til en delt 12.-plads. Andre havde dog også udfordrende runder i Sun City, så Olesens afstand til førstepladsen voksede trods alt kun fra tre til fire slag.
Franske Julien Guerrier fører an med fem slag under par, mens Olesen er et slag under par.
Næstbedst af danskerne er Nicolai Højgaard som nummer 25. Niklas Nørgaard er nummer 36.
De tre danskere spiller deres første turnering på DP World Tours 2025-sæson, som tyvstartede allerede for et par uger siden.
Sammen med Rasmus Højgaard er de alle tre udstyret med både et kort til DP World Tour samt den amerikanske PGA Tour i 2025.
Sidstnævnte kommer først alvor i gang i sidste del af januar, hvorfor danskerne formentligt tager en eller et par DP World Tour-turneringer i Emiraterne med på den anden side af nytår, inden de drager over Atlanten for at konkurrere mod den absolutte verdenselite.
Alle fire er sammen med Rasmus Neergaard-Petersen desuden en del af det europæiske fastlands hold på ti spillere, som i starten af januar spiller Team Cup - en slags opvarmning til Ryder Cup - mod Storbritannien og Irland.
/ritzau/