Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frederiksberg, 06/05/2026 - 11:58

Anklager kritiseres men får lov at bruge omstridt bevis i drabssag

Forsvarer ville forbyde fremlæggelse af data fra sundhedsapp i drabssag, men de godkendes af dommerne.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Anklagemyndigheden får lov at bruge tre erklæringer om data fra tiltaltes telefon i en sag om drabet på en 17-årig dreng i Valby.

Det slår Retten på Frederiksberg fast under et retsmøde onsdag.

Det drejer sig om undersøgelser af data fra appen Apple Health, som anklagemyndigheden vil bruge til at give et billede af den 20-årige tiltaltes færden omkring gerningstidspunktet.

Selv om beviserne nu må bruges i retssagen, får anklagemyndigheden kritik for, hvordan undersøgelsen er indhentet.

Det er specialenheden NC3 under politiet, der har undersøgt dataene, men efterforskerne fik på forhånd at vide, hvordan politiet og anklagemyndigheden så på sagen.

- Det var unødvendigt og kritisabelt, siger retsformand Louise Falkenberg.

Men den kritisable adfærd ændrer ikke på resultatet, og dermed må erklæringerne fremlægges, oplyser hun.

Den 20-åriges forsvarer, Peter Secher, har krævet, at erklæringerne ikke må bruges under retssagen, og at vidner ikke må udspørges til dem.

Han mener, at man anklagemyndigheden forsøgte at påvirke undersøgelsernes udfald.

- Det er stærkt problematisk, at man udstyrer et eventuelt vidne med en opfattelse af, hvad undersøgelsen skal munde ud i, siger Peter Secher i retten.

Peter Secher kritiserer ligeledes, at han ikke var til stede, da undersøgelserne af appen blev foretaget.

Sagen drejer sig om drabet på en 17-årig dreng i Valby natten til 8. september 2024.

Her blev den 17-årige overfaldet ved en boldbane på Kulbanevej i Valby. Han blev tildelt slag og spark samt flere stik - formentlig med knive.

Samme nat afgik han ved døden.

Politiet mener, at flere gerningsmænd står bag drabet, og flere unge mænd har været fængslet i forbindelse med sagen.

Der er dog kun rejst tiltale mod den 20-årige mand, der nægter sig skyldig.

Det forventes, at retten den 13. maj afgør, om manden er skyldig i drab.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek