Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/06/2026 - 11:20

Sangeren Duffy slutter 15 år lang koncertpause efter overgreb

Sangeren Duffy har ikke optrådt i 15 år efter et overgreb. Nu vender hun tilbage med intim koncert i London.

Robert Vos/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den walisiske sanger og sangskriver Duffy afholder 5. juli en koncert, der ifølge det britiske medie BBC er kunstnerens første i mere end 15 år.

Koncerten er blevet annonceret af Duffy i en såkaldt story på det sociale medie Instagram.

Koncerten kommer til at foregå i London. Det bliver en intim koncert med få tilhørere, skriver hun i opslaget.

Det er ikke præciseret, hvor mange af sangerens fans, der bliver plads til under koncerten. Til gengæld får de heldige udvalgte lov til at høre nye sange fra sangeren.

- Det er med en lille kapacitet, så vi kan kun udvælge nogle få. Men jeg ser virkelig frem til det. Jeg vil synge nogle nye sange, skriver Duffy til sidst i det korte, tidsbegrænsede opslag.

Duffy trak sig i 2011 fra rampelyset.

Den nu 41-årige sanger begrundede i 2020 sin pause i et opslag på Instagram.

Her fortalte hun, at hun dengang var blevet "voldtaget, bedøvet og holdt indespærret over flere dage".

Opslaget er siden blevet fjernet fra sangerens Instagram.

Duffy, der særligt er kendt for hits som "Mercy" og "Warwick Avenue", skrev, at hun var "ok og tryg", men at det har taget hende lang tid at komme sig.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek