Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 24/02/2026 - 07:14

Von der Leyen ankommer til Kyiv: Europas støtte er urokkelig

Europa vil ikke give efter, før freden er genoprettet, siger von der Leyen på årsdag for Ruslands invasion.

Af: /ritzau/

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er tirsdag ankommet til Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det fremgår af et opslag fra hende på det sociale medie X.

Tirsdag er det fire år siden, at Rusland invaderede Ukraine.

Von der Leyen vil med besøget bekræfte, at Europa står urokkeligt sammen med Ukraine - både økonomisk, militært og gennem den hårde vinter, lyder det.

Det er tiende gang siden invasionen, at hun besøger Kyiv.

Besøget sker desuden for at "understrege vores vedvarende engagement i Ukraines retfærdige kamp".

- Og for at sende et klart signal til både det ukrainske folk og til aggressoren: Vi vil ikke give efter, før freden er genoprettet. Fred på Ukraines betingelser, skriver von der Leyen i opslaget.

Formanden deler også en video, hvor hun kan ses ankomme i den ukrainske hovedstad. Her modtager hun en buket med gule og blå blomster, der er de samme farver, som på Ukraines flag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek