Herning, 20/06/2025 - 11:22
Svensk pige kræves udleveret for drabsmission i Danmark
Retten i Herning har afsagt fængslingskendelse mod 16-årig svensk pige, som er sigtet for drabsforsøg.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske anklagemyndighed er kommet et skridt tættere på at få retsforfulgt en svensk pige, som mistænkes for at være hyret til at begå et drab på dansk jord.
Retten i Herning har fredag afsagt en fængslingskendelse mod den 16-årige pige, som er sigtet for drabsforsøg. Kendelsen gør, at Danmark nu kan begære hende udleveret, fortæller anklager Christian Skov Poulsen.
I Sverige sidder hun nu tilbageholdt i en anden sag.
Pigen var bare 15 år, da hun ifølge politiet sammen med en 14-årig svensk pige tog til Danmark.
Ifølge sigtelsen indfandt de sig tidligt om morgenen 10. juni 2024 ved et hus i Lind ved Herning. Med sig havde de en pistol.
Hensigten var at skyde og dræbe en mand, men da han ikke var til stede på adressen, mislykkedes drabet, lyder det i sigtelsen.
Den dengang 14-årige pige er for ung til at blive straffet i sagen.
Det er uvist, hvordan pigerne forholder sig i sagen.
Ifølge anklageren er der i sagen tale om det fænomen, som i politiet kaldes "crime as a service", som dækker over, at især unge svenskere bliver rekrutteret til at begå kriminalitet i Danmark.
Retsmødet i Herning om fængslingskendelsen er foregået for lukkede døre, hvilket betyder, at politiets beviser i sagen hemmeligholdes.
Det er derfor uvist, hvorfor nogen ville slå manden i Herning ihjel. Manden havde umiddelbart ikke relationer til en bande.
Anklager Christian Skov Poulsen har tidligere fortalt, at der efterforskes mod flere personer i sagen.
En 28-årig mand blev i januar varetægtsfængslet i sagen i Herning og tilstod at have medvirket til drabsforsøget med planlægning og koordinering.
Hans sag er efterforsket færdig og ligger til vurdering i anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi. Anklageren skal vurdere, om der skal skrives et anklageskrift, eller om sagen kan behandles som en tilståelsessag.
Også en anden mand er i kikkerten i sagen om drabsforsøget i Herning.
Samtidig med, at den 28-årige blev varetægtsfængslet, blev en 22-årig svensk mand sigtet for også at have været med til at koordinere drabsforsøget i Herning. Han sidder også varetægtsfængslet.
Den 22-årige er siden blevet tiltalt for i fem tilfælde at have rekrutteret især svenske teenagere til at forsøge at begå drab i Danmark. Hans sag kommer for retten næste år.
/ritzau/