Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Genève, 23/01/2026 - 01:18

Trump trækker officielt USA ud af WHO

På sin første dag som præsident sagde Trump, at USA ville forlade WHO. Nu er det en realitet.

Jim Watson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

USA har officielt trukket sig fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede på sin første dag i Det Hvide Hus for godt et år siden, at USA ville forlade WHO.

Ifølge amerikansk lovgivning skulle USA give et års varsel og betale alle udestående kontingenter - omkring 260 millioner dollar - før landet kunne forlade organisationen.

USA mener, at FN-sundhedsorganisationen svigtede i dens håndtering af den verdensomspændende coronapandemi.

Det amerikanske sundheds- og socialministerium oplyser torsdag, at Trump-administrationen har afsluttet de finansielle bidrag til WHO.

USA har historisk været den største bidragyder til WHO og har stået for omkring 18 procent af organisationens samlede finansiering.

Trump har brugt sin beføjelse til at standse fremtidige overførsler af amerikanske statsmidler til WHO, fordi organisationen ifølge USA har kostet amerikanerne billioner af dollar.

WHO oplyser, at USA endnu ikke har betalt de kontingenter, som landet skylder for 2024 og 2025.

Det amerikanske flag var torsdag blevet fjernet fra området uden for WHO's hovedkvarter i Genève i Schweiz.

USA har de seneste uger taget skridt til at forlade en række FN-organisationer. Trump har samtidig annonceret et nyt fredsråd med ham selv i spidsen. Det har skabt frygt for, at Trumps nye fredsråd kan underminere hele FN.

Mange globale sundhedseksperter har det seneste år opfordret Trump-administrationen til at genoverveje beslutningen om at forlade WHO. Et amerikansk exit vil skade folkesundheden i USA og resten af verden, mener eksperterne.

Et WHO uden USA har kastet Verdenssundhedsorganisationen ud i en økonomisk krise. WHO har halveret sit ledelsesteam og skåret i andre budgetter.

WHO vil reducere antallet af medarbejdere med 25 procent frem mod midten af i år.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek