' /> '> FN advarer om vedblivende brutalitet i Iran efter protester
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Geneve, 23/01/2026 - 16:37

FN advarer om vedblivende brutalitet i Iran efter protester

Undertrykkelse af iranerne løser ikke nogen af Irans problemer, siger FN's menneskerettighedschef.

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

De iranske myndigheder må stoppe den brutale undertrykkelse af iranerne, lyder opfordringen fredag fra FN's højkommissær for menneskerettigheder.

For undertrykkelsen løser ikke landets problemer, siger højkommissæren, Volker Türk. Det sker på et møde i FN's menneskerettighedsråd, hvor de store demonstrationer i Iran - og myndighedernes behandling af demonstranterne - er på dagsordenen.

- Den voldelige undertrykkelse af det iranske folk løser ikke nogen af landets problemer. Tværtimod. Den skaber grobund for yderligere brud på menneskerettighederne, ustabilitet og blodsudgydelse, siger Volker Türk.

Demonstrationerne er i stort omfang aftaget. Men det får ikke brutaliteten til at forsvinde, advarer højkommissæren.

- Jeg er dybt bekymret over de modsatrettede udtalelser fra de iranske myndigheder om, hvorvidt de anholdte fra demonstrationerne kan blive henrettet, siger han.

Ifølge menneskerettighedsgruppen HRANA, der holder til i USA, er over 26.000 mennesker blevet anholdt i forbindelse med protesterne, som tog til i begyndelsen af det nye år.

Gruppen siger desuden fredag, at 5002 personer indtil videre er blevet bekræftet dræbt i forbindelse med demonstrationerne, hvor de iranske sikkerhedsstyrker er blevet anklaget for at skyde mod fredelige demonstranter.

Selv sagde de iranske myndigheder onsdag, at 3117 mennesker er blevet dræbt.

Demonstrationerne har fået Iran til at lukke ned for internettet, så det er svært for FN og andre organisationer at følge med i situationen.

Men der er dog kommet noget ud.

Volker Türk beskriver, at der er meldinger om, at fredelige demonstranter er blevet dræbt i boligområder samt på universiteter og steder, hvor man kan søge lægehjælp.

- Videomateriale ser ud til at vise flere hundrede lig i lighuse - med dødelige skader i hovedet og brystet, siger han videre.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek