Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Damaskus, 10/07/2026 - 07:19

Syrien pågriber mistænkte bag bombeangreb under Macron-besøg

Efterforskning peger på, at mistænkte bag bombeangreb har tilknytning til Islamisk Stat, siger sikkerhedschef.

Af: /ritzau/

Syriske myndigheder har pågrebet de formodede gerningspersoner bag to bombesprængninger i hovedstaden Damaskus.

Det meddelte Syriens indenrigsminister, Anas Khattab, torsdag i et opslag på det sociale medie X. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Bombesprængningerne skete tirsdag, mens Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, var på besøg i Damaskus.

- Den celle, der stod bag terrorbombningerne i Damaskus for to dage siden, er nu i vores varetægt, skriver Anas Khattab på X.

- Når efterforskningen er afsluttet, vil vi offentliggøre identiteten på cellens medlemmer, deres roller samt tilknytninger og forbindelser, lyder det videre.

Ahmad Dalati, der er sikkerhedschef for Damaskus-regionen, siger til syrisk stats-tv, at efterforskningen tyder på, at gerningspersonerne har tilknytning til Islamisk Stat (IS).

Syriens indenrigsministerium oplyser ifølge AFP, at de mistænkte blev pågrebet efter en række razziaer i Damaskus og nærliggende områder.

De to bombesprængninger fandt sted i nærheden af det hotel, hvor Emmanuel Macron overnattede under besøget i Syrien. Den franske præsident havde forladt hotellet.

En person mistede livet. Tidligere har det været fremme, at mindst 18 personer blev såret.

RITZAU

TjekDet - faktatjek