Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Fredensborg, 28/04/2024 - 08:33

To personer fundet døde i nordsjællandsk sø

To personer er blevet fundet døde i Esrum Sø ved Fredensborg. Det tyder ikke på, der er sket en forbrydelse.

Af: /ritzau/

To personer blev lørdag fundet døde i Esrum Sø ved Fredensborg i Nordsjælland.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

En anmelder ringede lørdag til 112 efter at have set nogle ben i søens vand. Et lig blev bjærget, og efterfølgende fandt dykkere endnu en afdød person, oplyser vagtchef David Eckert til Ritzau.

Politiet formoder ikke, at der er sket en forbrydelse, men det er endnu uvist, hvad der ligger bag.

De to afdøde personer er søndag morgen endnu ikke blevet identificeret. Politiet har en formodning om, at de kan have ligget i vandet i op mod en uge.

/ritzau/

Santa Monica, 12/05/2024 - 06:41

Den 98-årige konge af B-film i USA er død

Christophe Simon/Ritzau Scanpix

Roger Corman, der har produceret mere end 300 film og har vundet en Æres-Oscar, er død, oplyser hans datter.

Den amerikanske B-filmproducent, filminstruktør og oscarmodtager Roger Corman er død i en alder af 98 år.

Det oplyser hans datter Catherine Corman i en udtalelse, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Roger Corman har blandt andet medvirket ved tilblivelsen af film som "Little Shops of Horrors" og "Attack of the Crab Monsters".

Han er ifølge flere medier kendt som "kongen af B-film".

Corman døde torsdag i sit hjem i Santa Monica i den amerikanske delstat Californien, lyder det fra datteren.

- Han var gavmild, åbenhjertig og omsorgsfuld mod alle, som kendte ham, står der i udtalelsen.

- Da han blev spurgt, hvordan han gerne ville huskes, sagde han "jeg er en filmproducent, således (vil jeg huskes, red.)".

Ifølge oscarakademiet har Corman produceret mere end 300 film og haft titel som instruktør på mere end 50 produktioner.

Også film som "Black Scorpion", "Bucket of Blood" og "Bloody Mama" har producentens navn i rulleteksterne.

Han modtog i 2009 en Æres-Oscar for sin "enestående evne til at pleje aspirerende filmskabere ved at skabe et miljø, som ingen filmskole kunne modsvare."

Ifølge AP havde Corman et skarpt øje, når det kom til at se talent i unge filmskabere, der ønskede at få en fod inden for i branchen.

Han gav kendte navne som Martin Scorsese, Francis Ford Coppola, Ron Howard og James Cameron arbejde på sine produktioner, inden de for alvor var brudt igennem.

Roger Corman blev født i byen Detroit i delstaten Michigan og voksede op i Beverly Hills i Californien.

Han gik på Stanford University, hvor han læste til ingeniør, men efter tre år i den amerikanske flåde tog han i stedet hul på karrieren i Hollywood.

Corman blev i 1965 gift med Julie Halloran, der ligeledes har arbejdet som producent i filmbranchen. De har sammen to sønner og to døtre.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 12/05/2024 - 06:00

Grandprixkender om dramatisk Eurovision: Imaget skal genopbygges

10070 Jessica Gow/Ritzau Scanpix

At Schweiz har vundet Eurovision er det bedste, der kunne ske, efter alle årets skandaler, mener Ole Tøpholm.

Eurovisions slogan, Forenet af musik, har klinget hult i år.

Det mener journalist og grandprixkender Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret det internationale melodigrandprix for DR.

Årets Eurovision fandt sin vinder lørdag aften, og det blev Nemo fra Schweiz med nummeret "The Code".½

- Resultatet er det bedste, der kunne ske for grandprixet. Det er et af de lande, der ikke har været særlig meget polemik om. Der har ellers været en masse støj på linjen, konstaterer Ole Tøpholm.

Vreden over Israels deltagelse, udsmidningen af Holland og andre store kriser har overskygget musikken.

Lige op til showstart var der sågar spekulationer om, hvor mange af de kvalificerede lande der ville gå på. Flere lande havde af endnu ukendte årsager overvejet at trække sig, og der har været krisemøder.

- Masser af år bliver der sagt, at resultatet er politisk. I år kan man sige, at resultatet er meget upolitisk, fordi Schweiz vinder, og Kroatien bliver nummer to, siger Ole Tøpholm.

- Det synes jeg, er dejligt, for Eurovision har brug for ro, og det har resultatet givet, hvis man skal kigge ud over det musikalske. Der er et image og en tillid mellem tv-stationer, der skal genopbygges.

Grandprixkenderen peger blandt andet på, at kommunikationen fra European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har været mangelfuld.

Indadtil er det andre sager, som har forårsaget tillidsbruddet.

Den hollandske tv- og radiostation Avrotros, der står for Hollands melodigrandprix, er rasende over, at landets deltager, Joost Klein, blev ekskluderet for brud på adfærdskodekset.

Ifølge EBU opførte han sig truende over for en ansat på produktionsholdet. Den udlægning afviser Avrotros. Her lød forklaringen, at Joost Klein havde bedt om ikke at blive filmet, da han forlod scenen efter sin optræden i torsdagens semifinale.

- Dette blev ikke respekteret. Det førte til en truende bevægelse fra Joost mod kameraet. Joost rørte ikke kamerakvinden, lød det.

Også den irske delegation har været rasende op til finalen. En kommentator fra det israelske public service-medie KAN advarede seere med børn om, at Irlands optræden ville blive "aftenens mest skræmmende", og at der ville være sort magi og sataniske symboler.

Irlands deltager, Bambie Thug, mente, at kommentarerne var i strid med Eurovisionens regler.

Israels deltagelse var allerede stærkt omdiskuteret og har affødt stærke propalæstinensiske reaktioner.

EBU har udtalt, at grandprixet er en konkurrence mellem public service-udbydere, ikke regeringer. Kort inden finalen sagde generaldirektøren Noel Curran, til svenske SVT, at han ikke kan "se tilbage og sige, at beslutningen har været forkert".

- Den debat, der har kørt i år, kan ikke fortsætte til næste år, mener Ole Tøpholm.

- Vi kan ikke klare et grandprix, hvor der er så meget politisk debat, som handler om folkeafstemninger for og imod premierministre. Det kan grandprixet ikke holde til. Ikke i det gear. Det virker også til at være kommet bag på EBU, hvor voldsomt det har været.

Ole Tøpholm tror dog ikke, at den eventuelle debat næste år vil blive lige så voldsom, som i år.

- Hvis Israel fortsat er med - og det har jeg en formodning om, at de er - så ved alle jo, hvad de går ind til, siger Ole Tøpholm og tilføjer:

- Men der kan ske meget inden næste år på både den ene og den anden måde. Men der ér nogle ting, der skal snakkes om.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

FAKTA: Købestop i køleskabet

* Købestoptankegangen kan overføres til dit madbudget. 

* Du kan for eksempel udfordre dig selv ved at udskyde handledagen, en dag længere end du plejer at gøre. Dermed tvinger du dig selv til at finde ud af, hvad du kan lave af måltider med det, du allerede har.

* Vend din madplanlægning på hovedet. I stedet for at planlægge måltider med udgangspunkt i en opskrift i en kogebog, eller hvad din mave rumler efter, så kig i stedet i køleskabet, og planlæg ud fra, hvad du finder derinde.

Kilde: Jane Ibsen Piper, der er forfatter til flere bøger om hverdagsøkonomi og indehaver af facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

Få mere luft i hverdagen med et købestop

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er penge at spare og tid at vinde ved at kigge kærligt på dit klædeskab og bruge det tøj, du allerede har på nye måder i stedet for at shoppe nyt.

Køber du mindre, får du ikke blot flere penge på kontoen, men også mere luft i livet.

Den overbevisning abonnerer Jane Ibsen Piper på. For ti år siden besluttede hun sig for ikke at købe mere nyt tøj.

Udfordringen ledte til en omvæltende livsstilsændring, hvor alt unødvendigt forbrug blev skåret fra med det mål at frigive tid og ressourcer til det, der er vigtigt for hende og resten af familien.

- Jo mere, jeg fjernede, jo nemmere blev det at køre vores hjem. For jo færre ting, vi har, jo mindre tid bruger vi på at rydde op, og der kommer på den måde en mere let energi i huset, fortæller Jane Ibsen Piper, der står bag flere bøger om hverdagsøkonomi.

Derudover deler hun løbende gode spareråd i facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

Hendes første råd til dig, der gerne vil afprøve et købestop, er, at du gør op med dig selv, hvorfor du ønsker det.

- Tænk over: "Hvorfor vil jeg gerne spare penge? Er det, fordi jeg gerne vil være gældfri. Er det, fordi jeg gerne vil ændre karriere?". Der skal være en stærk forankring i, hvorfor du gør det, så du er motiveret, siger Jane Ibsen Piper.

Når du har din forankring på plads, kan du begynde at udfordre dig selv og din pengepung.

Bestem dig for en vis periode, hvor du vil holde en købepause på for eksempel tøj. Åbn så skabet, og brug noget tid på at finde ud af, hvad du rent faktisk har på bøjlerne.

- Jeg har kørt et initiativ, der hedder kram klædeskabet, som appellerer til, at vi i stedet for at fylde nyt i klædeskabet tager en pause og prøver bare at bruge det, vi allerede har.

Gennemgå dit tøj, og overvej, om det kan bruges på nye måder. Skal noget af det sys om eller lægges op.

- Den kreative muskel kommer i spil. Når du ikke kan gå ud og købe nyt, bliver du tvunget til at tænke over, hvad du kan gøre i stedet for.

Det handler om at skære garderoben ned til at bestå af udelukkende yndlingstøj, som du med glæde bruger igen og igen.

- Jeg sørger for at holde det pænt. En syning, der går op, skal bare fikses med det samme. Der skal være en følelse af, at det bare spiller, siger Jane Ibsen Piper og uddyber:

- Det skal ikke føles usselt. Så forsvinder hele pointen. Du skal åbne skabet og se tøj, som du har lyst til at tage på, og som du holder ved lige.

Hun bruger derfor hellere penge på at få tilrettet yndlingsbukserne hos en skrædder end at købe et par nye.

- Hvis det sidder dårligt, så få det rettet til og ellers afsted med det til genbrug.

I begyndelsen af dit købestop bør du dog være beredt på, at du skal igennem en proces, hvor du skal øve dig i at modstå fristelser, understreger Jane Ibsen Piper.

- De første par udsalg var svære for mig. Der var januarudsalg og sommerudsalg, og jeg fik nyhedsbreve i indbakken med gode tilbud, som fik mig til at føle, at jeg gik glip af noget. Det skulle jeg lige over, siger hun og fortsætter:

- Nu har jeg ingen idé om, hvornår der er udsalg, eller hvad der er moderne. Jeg er hoppet af det hamsterhjul, og det er den største glæde for mig at have ro i stedet for hele tiden at jagte et eller andet nyt.

Og Jane Ibsen Piper Ibsen ryster altid på hovedet, når hun bliver spurgt, om ikke hun savner at forkæle sig selv med en shoppetur.

- Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg har bare et klædeskab med tøj, jeg elsker at have på, og som har en historie, og som føles som "mig". Og så har jeg masser af penge tilovers på kontoen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek