København, 24/04/2026 - 19:57
Moderaternes brug af Gnags-nummer koster forlig på 300.000 kroner
Peter A.G. Nielsen truede med søgsmål, efter at Moderaterne brugte Gnags-nummer i en kampagne uden at få lov.
Af: /ritzau/
Peter A.G. Nielsen, forsangeren i Gnags, har indgået et forlig med Moderaterne i en sag om partiets brug af nummeret "Når jeg bli'r gammel" i en kampagne.
Det skriver bandet i en pressemeddelelse.
Partiet havde ikke fået lov til at bruge nummeret, og derfor truede Peter A.G. Nielsen med et søgsmål.
Moderaterne skal betale 150.000 kroner til forsangeren, som blandt andet skal gå til at dække nogle sagsomkostninger.
Derudover skal partiet donere yderligere 150.000 kroner til et velgørende formål.
- Nu vil vi koncentrere os om, at komme ud live og møde alle de andre vilde kaniner henover sommeren, siger forsangeren i meddelelsen.
/ritzau/




