København, 11/06/2024 - 11:28
Mindst 39 migranter har mistet livet efter bådforlis i Yemen
150 personer er meldt savnet, efter at en båd forliste på en migrationsrute ud for Yemens kyst mandag.
Af: /ritzau/AFP
Mindst 39 personer har mistet livet, efter at en båd med migranter forliste ud for Yemens kyst mandag.
Yderligere 150 personer meldes savnet.
Det oplyser FN's organisation for migration, IOM, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Tragisk hændelse ud for Yemens kyst. En båd med 260 migranter sank i går. 39 er døde, 150 er savnede, der er 71 overlevende, skriver IOM på X.
Organisationen er i øjeblikket ved at yde hjælp til de overlevende.
Hvert år stævner titusinder af migranter ud fra Afrikas Horn og begiver sig over Det Røde Hav i et forsøg på at nå frem til de olierige golfstater.
I april sank to både ud for Djiboutis kyst med to ugers mellemrum.
Dengang lød det fra IOM, at den fra 2014 til 2023 har registreret omkring 1350 dødsfald på migrationsruten fra Afrikas Horn til golfstaterne.
Det er som regel konflikter, naturkatastrofer og usikre økonomiske udsigter, der får migranterne til at begive sig ud på den risikable færd over Det Røde Hav.
Migranterne forsøger som regel at nå frem til Saudi-Arabien eller en af de andre golfstater på Den Arabiske Halvø, hvor de kan få beskæftigelse som arbejdere eller hushjælp.
I august beskyldte menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch saudiske grænsevagter for at have dræbte "mindst hundredvis" af etiopiere, da de forsøgte at krydse grænsen mellem Yemen og Saudi-Arabien.
Det skal angiveligt være sket i en periode fra marts 2022 til juni 2023 og i nogle tilfælde ved brug af skydevåben.
Det saudiarabiske styre har afvist beskyldningerne fra menneskerettighedsorganisationen. Styret kalder beskyldningerne "ubegrundede og ikke baseret på pålidelige kilder".
/ritzau/AFP