Aarhus, 17/05/2026 - 09:46
To teenagere er anholdt i drabssag fra Tilst
Opgør med knivstik endte med, at 25-årig mistede livet. Østjyllands Politi har foretaget flere anholdelser.
Af: /ritzau/
To 17-årige drenge er blevet anholdt af politiet i forbindelse med et dødeligt knivstikkeri mod en 25-årig mand i Tilst i det vestlige Aarhus. Det oplyser politiet til TV2 Østjylland søndag.
Forbrydelsen skete natten til lørdag. Kort efter midnat fik politiet anmeldelse om sagen, og da betjente nåede frem, så de, at flere unge var blevet stukket med kniv.
Den ene blev senere erklæret død på Aarhus Universitetshospital. Han blev 25 år.
I forbindelse med efterforskningen anholdt politiet først tre mistænkte, hvoraf to, der begge er 19 år, lørdag blev fremstillet for en dommer. Retsmødet endte med, at begge blev varetægtsfængslet.
Den ene 19-årige blev i øvrigt anholdt på hospitalet.
Søndag skal en dommer vurdere, om der er grundlag for også at varetægtsfængsle de to senest anholdte.
Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at de involverede kendte hinanden i forvejen.
/ritzau/




