Aalborg/Nordborg, 10/09/2026 - 14:34
Flere skoler i Jylland har modtaget tomme trusler om angreb
Politi opfordrer forældre til at tale med børn, efter at flere skoler har modtaget tomme trusler om angreb.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På Nordals Skolen i Nordborg på Als er der fundet et brev, hvor en elev truer med at sprænge flere bomber på skolen fredag.
Syd- og Sønderjyllands Politi anser dog brevet for at være en tom trussel, men opfordrer forældre til elever på skolen til at tage en alvorssnak med deres børn.
Vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Allan Dalager forklarer, at brevet henviser til angrebet mod de to tårne i New York den 11. september 2001.
- En klasse på skolen blev i sidste uge undervist om terrorangrebet, så vi regner med, at en elev er blevet inspireret af dette, lyder det fra vicepolitiinspektøren i en pressemeddelelse.
Politiet arbejder fortsat på at finde personen bag brevet.
Syd- og Sønderjyllands Politi er dog ikke den eneste politikreds, der i denne uge har modtaget en anmeldelse om trusler mod skoler.
Nordjyllands Politi fik onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at der var blevet fremsat trusler mod tre skoler i Aalborg på det sociale medie TikTok.
Politiet kunne dog hurtigt identificere personen bag truslerne, som var en 11-årig dreng. Han er selv elev på en af skolerne i Aalborg, oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag.
RITZAU




