Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 26/03/2026 - 03:30

Maduro skal torsdag for retten i New York efter tilfangetagelse

Sag mod Venezuelas tidligere præsident Maduro er præget af strid om ekspræsidentens advokatomkostninger.

Af: /ritzau/AFP

Nicolás Maduro, der er blevet afsat fra præsidentposten i Venezuela, skal torsdag møde for retten i New York i USA.

Det er anden gang, siden han blev taget til fange af amerikanske styrker.

Den 63-årige Maduro og hans hustru, Cicilia Flores, har været tilbageholdt i et fængsel i bydelen Brooklyn i næsten tre måneder.

Her har de opholdt sig, efter at amerikanske kommandosoldater fjernede parret fra deres hjem i den venezuelanske hovedstad, Caracas, i begyndelsen af januar.

Med den opsigtsvækkende operation fra USA blev præsidenten, som havde ledet Venezuela siden 2013, afsat. Efterfølgende er det olierige land i vid udstrækning blevet tvunget til at føje USA's præsident, Donald Trump.

Maduro har erklæret sig selv som krigsfange og har nægtet sig skyldig i de fire anklagepunkter mod ham.

Anklagerne drejer sig om sammensværgelse om det, der kaldes narkoterrorisme, sammensværgelse om import af kokain, besiddelse af blandt andet maskingeværer og sammensværgelse om besiddelse af blandt andet maskingeværer.

Torsdagens retsmøde skal finde sted klokken 11 om formiddagen lokal tid - klokken 16 dansk tid.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det sandsynligt, at Maduro vil forsøge at få sagen afvist, mens advokater strides om, hvem der skal betale den tidligere præsidents advokatomkostninger.

Venezuelas regering forsøger at dække omkostningerne. På grund af USA's sanktioner mod Venezuela kræver det dog en særlig tilladelse til Barry Pollack, som er advokat for Maduro - og den er endnu ikke er blevet udstedt.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek