Stockholm, 11/09/2026 - 23:47
Svenske borgerlige tror på comeback efter bedre meningsmålinger
Sveriges statsminister melder sig allerede nu klar til det forhandlingsforløb, der kommer efter valget søndag.
Anders Wiklund/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/TT
De borgerlige svenske partier udtrykker optimisme efter målinger, som viser, at de kort inden det svenske valg søndag den 13. september har halet ind på landets rød-grønne blok.
Ved SVT's slutdebat fredag aften ankommer de i samlet flok.
- Det blågule comeback er et faktum, siger lederen af Kristdemokraterna, Ebba Busch.
Ifølge nyhedsbureauet TT lancerede partierne i den nuværende regering, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, et "voldsomt angreb" på det emne, som de tre mener, kan vinde stemmerne: afskaffelsen af strafrabatten til dem, der er dømt for flere forbrydelser på samme tid.
Et forslag, som Socialdemokraterna har fremsat.
Under debatten måtte værten ifølge TT flere gange bryde ind og bede partilederne om at holde taleordenen.
Ifølge nyhedsbureauet blev debatten også "ophedet", da det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, der er anført af Jimmie Åkesson, beskyldte Vänsterpartiet og Socialdemokraterna "for at gå rundt og mobilisere vælgere i moskeer".
Det gjorde Amanda Lind, der repræsenterede Miljöpartiet i debatten, vred, skriver TT.
- Jimmie Åkesson har nu to gange talt om almindelige muslimer som et problem, fordi de går i moskeen, og fordi de stemmer ved et svensk valg. Det er en forfærdelig udtalelse.
Før debatten vurderede landets statsminister Ulf Kristersson, der er formand for Moderaterne, at valget kunne blive afgjort på skærmen.
Længe har de borgerlige svenske partier lignet klare tabere ved søndagens valg.
Men de seneste meningsmålinger har skabt fornyet spænding, om hvorvidt Ulf Kristersson kan fortsætte som statsminister, eller om Socialdemokraternas Magdalena Andersson vil stå med de bedste kort.
Ifølge Ulf Kristersson er der "momentum" på hans side af Riksdagen.
- Min følelse i kroppen har været præcis den samme de seneste uger. Så jeg giver meningsmålingerne æren, siger han til nyhedsbureauet TT.
I nogle målinger haler den borgerlige blok ind på den rød-grønne, og i én er der dødt løb.
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, melder sig klar til det forløb, der kommer efter valget søndag.
- Vi har allerede booket et møde mandag for at planlægge alt det, som kommer efter valget, og sætte de forhandlinger i gang, som er nødvendige, siger han.
RITZAU/TT




