København, 22/06/2025 - 13:03
Opgør om politiets efterforskning i stor svindelsag skal til Højesteret
Kvinde fra "Den sorte svane" hjalp politiet. Men forsvarerne kan ikke få alle lydfiler fra aflytning.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En juridisk armlægning om politiets hemmeligholdte materiale i den hidtil største straffesag om hvidvask og skattesvindel har været i gang i månedsvis i Østre Landsret.
Sagen blev tidligere af politiet kaldt "Operation Greed", men nu bruges den mere neutrale betegnelse faktura-sagen.
I en kontorcontainer i Brøndby blev der fremstillet omkring 5.000 falske fakturaer, der skulle dække over sort arbejde, og der skete hvidvask af godt en halv milliard kroner, lyder det blandt andet i tiltalen. 13 mænd og et selskab er under anklage.
I landsretten har især to af de tiltalte kæmpet for at få fuld adgang til politiets materiale om efterforskningen. Anklagemyndigheden har strittet imod.
Nu er det klart, at opgøret skal fortsætte i Højesteret. Såvel anklagemyndigheden som to forsvarere har fået tilladelse til at gå videre. Højesteret skal vurdere to af landsrettens kendelser, har Procesbevillingsnævnet oplyst på sin hjemmeside.
Bag striden ligger den mistanke, som to tiltalte og deres forsvarere har rejst. Nemlig at politiets samarbejde med en kvinde var så vidtgående, at det var i strid med reglerne.
Kvinden er en jurist, der blev landskendt i TV 2's dokumentar "Den sorte svane". Her talte hun med Amira Smajic om de store penge, der kan scores ved at oprette bosteder for autister.
I landsretten har slagsmålet blandt andet drejet sig om adgang til lydfiler fra en episode i Rødovre 13. december i 2019.
Diskret optog politiet samtaler mellem den hovedtiltalte i sagen og kvinden. En forsvarer mener, at hun bar en skjult mikrofon på vegne af politiet.
Oprindeligt udleverede anklagemyndigheden tre lydfiler. Samtidig lød det, at forsvaret havde fået "alt det materiale, som forsvaret har krav på at få udleveret."
På trods af landsrettens forespørgsel nægtede anklagemyndigheden at oplyse, om der var flere lydfiler, som forsvarerne ikke havde fået udleveret.
Derefter hævede dommerne i en kendelse 6. februar stemmen: De forlangte en redegørelse om spørgsmålet.
Kravet blev først efterkommet 25. april. Men den blev kun sendt til dommerne. Og efter endnu en juridisk duel blev anklagemyndigheden 15. maj pålagt også at give den til forsvarerne.
Det har så vist sig, fremgår det af en senere retsbog, som landsretten har udleveret til Ritzau, at en dommer i Københavns Byret tidligere har bestemt, at nogle lydfiler skal hemmeligholdes og undtages fra forsvarerens almindelige ret til aktindsigt.
I øvrigt har anklagemyndigheden forsikret, at kvinden ikke har været såkaldt civil agent, hvilket da også var ulovligt, dengang mødet i Rødovre fandt sted. Man har endda med store bogstaver skrevet, at hun "IKKE" var civil agent.
Forløbet illustrerer, at politi og anklagemyndighed gør alt for at holde samarbejdet med meddelere under låg.
Det har også vist sig i politiets reaktion på de seneste udgaver af "Den sorte svane", som handler om Amira Smajics samarbejde med ordensmagten:
- Politiet udtaler sig aldrig om spørgsmål, der vedrører vores konkrete arbejde på kildeområdet, har politidirektør i NSK, Lasse Boje, udtalt.
Hvornår Højesteret kommer med en melding om aktindsigt, vides ikke. I landsretten er det planen, at anklagere og forsvarere i efteråret skal komme med deres afsluttende indlæg, og derefter kan dommen afsiges.
/ritzau/