København, 06/06/2025 - 18:46
Roma slår kløerne i Atalantas succestræner
Kort efter afskeden med Atalanta er Gian Piero Gasperini blevet præsenteret som ny mand ved roret i Roma.
Daniele Mascolo/Reuters
Af: /ritzau/
Mindre end en uge efter at Gian Piero Gasperini tog afsked med Atalanta efter ni sæsoner, har den rutinerede træner fået fremtiden på plads.
Den fortsætter i Serie A, hvor han har underskrevet en treårig aftale med AS Roma. Det oplyser hovedstadsklubben fredag på sin hjemmeside.
Gasperini tager over for Claudio Ranieri, der trådte ud af pensionisttilværelsen i løbet af den forgangne sæson for at styre holdet i resten af sæsonen. Han blev den tredje træner for Roma, hvor Daniele De Rossi og Ivan Juric tidligere havde haft tøjlerne.
Siden 2016 har Gian Piero Gasperini med stor succes stået i spidsen for Bergamo-klubben Atalanta.
Holdet toppede i 2024, da man vandt Europa League, men også i Serie A har holdet præsteret flot med seks slutplaceringer i top-4 med Gasperini ved roret.
Derudover blev det til tre tabte pokalfinaler på de ni år.
Den 67-årige træner får med Roma chancen for atter at jagte succes i Europa League. Romerne sluttede den nyligt overståede sæson på femtepladsen i Serie A, som giver adgang til ligaspillet i Europa League.
Gasperini sikrede en tredjeplads til Atalanta, som dermed skal spille Champions League i den kommende sæson med en ny træner.
Den træner bliver kuriøst nok en af dem, som ikke leverede varen tilstrækkeligt i Roma i den forgangne sæson.
Atalanta oplyser fredag, at 49-årige Ivan Juric er manden, som tager over efter Gasperini i Bergamo.
Den kroatiske træner har senest stået i spidsen for Southampton, der allerede syv spillerunder før tid kunne erklæres som nedrykker fra Premier League. Dagen efter, at holdets skæbne var beseglet, forlod Juric den engelske klub.
Han har fået en toårig kontrakt i Atalanta.
/ritzau/