København, 10/08/2025 - 20:01
Uheld på Storebæltsbroen giver kødannelser på stor rejsedag
Bilister ved Storebæltsbroen opfordres til ikke at forlade motorvejen, da der er ophobet tung trafik i Nyborg.
Af: /ritzau/
Der er søndag aften kø og langsom trafik på Storebæltsbroen.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss.
- Der har været et færdselsuheld på højbroen i østgående retning. Trafikken glider igen, men det går langsomt, siger vagtchefen.
Trafikken har hobet sig op på Østfyn, og det er derfor med at væbne sig med tålmodighed, tilføjer han.
Han fraråder desuden bilister fanget i køen at køre af motorvejen.
- Man skal ikke køre ind til Nyborg for at finde aftensmad. Det er verdens værste idé. Der har aldrig været så meget trafik i Nyborg, som der er lige nu, siger Henrik Strauss.
Vagtchefen estimerer klokken 19.45, at tidshorisonten for den træge trafik fortsætter i en times tid.
B.T. skrev omkring klokken 19.15, at der ikke umiddelbart var en snarlig udsigt til, at den tunge trafik og kødannelserne løsnede sig.
- For nuværende er der ingen udsigter til, at køen aftager. Man skal i stedet forvente mellem halvanden og to timers forlænget rejsetid, sagde Kim Burkhard, vagthavende hos Vejdirektoratet til B.T.
Søndag er den sidste dag, før landets folkeskoler mandag åbner efter sommerferien.
Dagen er en af sommerens mest travle rejsedage, fremgår det af Vejdirektoratets trafikprognose for sommerperioden.
/ritzau/