Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 14/07/2026 - 23:27

Ukraine melder om tre døde i russiske angreb på handelsskibe

Ifølge en ukrainsk embedsmand blev tre skibe angrebet på sejlruter, der normalt bruges til korneksport.

Af: /ritzau/

Tre personer er blevet dræbt i russiske angreb på tre handelsskibe i Sortehavet ud for det sydlige Ukraine.

Det melder Oleh Kiper, der står i spidsen for regionen Odesas militære administration, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Om aftenen udførte fjenden et nyt angreb på havneinfrastruktur i Odesa-regionen. Under angrebet ramte en fjendtlig drone et civilt skib, der sejlede under et flag fra Marshalløerne.

- Der udbrød brand om bord. Desværre blev to personer dræbt, lyder det på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Tidligere lød det fra Kiper, at to andre handelsskibe var blevet ramt. De sejlede under flag fra henholdsvis Tanzania og Liberia.

- Som resultat af det blev kaptajnen på et af skibene dræbt, lød det fra Kiper.

11 besætningsmedlemmer blev desuden evakueret. Tre af dem var blevet såret.

Ifølge Kiper sejlede skibene langs ruter, som bruges til eksport af ukrainsk korn.

- Alle de her kyniske fjendtlige angreb udgør krigsforbrydelser mod fredelige befolkninger, civil skibsfart og global fødevaresikkerhed, lyder det fra Kiper.

Den russiske hær har jævnligt haft ukrainsk havneinfrastruktur som mål for angreb. Særligt Odesa-regionen er blevet angrebet, siden krigen begyndte i februar 2022.

RITZAU

TjekDet - faktatjek