Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/02/2025 - 10:42

Bred kreds af filmfolk vil have DR til at gensende omstridt dokumentar

Filminstruktører fra Færøerne, Grønland og Danmark kalder det tæt på censur at fjerne "Grønlands hvide guld".

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De færøske og grønlandske brancheforeninger for filmskabere FILM.GL og Føroysk Filmsfólk retter kritik af DR for at afpublicere dokumentaren "Grønlands hvide guld".

Det fremgår af en pressemeddelelse, som den grønlandske brancheforening har delt på Facebook.

- Vi ser denne beslutning som en voldsom overreaktion, der kunne minde om censur, lyder det.

De opfordrer DR til at genpublicere dokumentaren - om nødvendigt med en disclaimer.

Filmfolkene lægger vægt på, at dokumentaren ikke indeholder usande oplysninger, og at aktørerne i dokumentaren nævner usikkerhed i de omtalte tal.

- Det er foruroligende, at én omdiskuteret graf - samt den efterfølgende politiske kritik - fører til både en fyring og en afpublicering af en dokumentarfilm, skriver de.

Med fyring henviser de til, at chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe også er blevet fyret i forbindelse med afpubliceringen.

Den danske brancheorganisation Danske Filminstruktører bakker op, lyder det i en udtalelse.

- Når en film er blevet så central i den offentlige debat, får det karakter af censur at fjerne den. Det efterlader et dybt problematisk vakuum i den offentlige debat.

- Det bør hurtigst muligt undersøges, på hvilken måde filmen igen kan blive tilgængelig, med den rette kontekst og eventuelle disclaimers, skriver den danske forening.

Beslutningen om afpublicering blev taget onsdag, efter at DR's nyhedsdirektør, Sandy French, blev bekendt med "nye oplysninger om tilblivelsen".

De oplysninger handler om en graf, som viste prisen for det samlede akkumulerede salg af kryolit over årene omregnet til nutidskroner og fratrukket den danske stats udgifter til Grønland.

Grafen var med i en tidlig version af dokumentaren. Men grafen blev fjernet fra dokumentaren i januar - inden publicering. Det skyldtes, at den ikke var retvisende.

Men to kilder var blevet interviewet på baggrund af grafen. De forholdt sig derfor til oplysninger i en graf, der ikke indgik i den endelige udsendelse.

Det havde de selv givet grønt lys til, men efter at hun fik denne oplysning, besluttede nyhedsdirektør Sandy French at fjerne dokumentaren og fyre Falbe.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek