Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 07/02/2026 - 00:36

Fransk politiker efterforskes efter nævnelse i Epstein-dokumenter

Jack Lang har tidligere været kultur- og uddannelsesminister i Frankrig. Nu efterforskes han for hvidvask.

Af: /ritzau/

Frankrigs anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet har iværksat en indledende efterforskning af den tidligere minister Jack Lang og hans datter Caroline Lang.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De to vil blive efterforsket for hvidvaskning af udbytte fra groft skattesvig på grund af deres formodede økonomiske forbindelser til den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, oplyser anklagemyndigheden.

86-årige Lang var kulturminister i Frankrig fra 1988 til 1993 og uddannelsesminister fra 1992 til 1993 og 2000 til 2002. Han har ifølge AFP fortsat stor indflydelse politisk.

Han er kommet under pres for at trække sig fra sin post som leder af et førende fransk kulturinstitut på grund af de formodede forbindelser til Epstein.

Lang er den mest prominente franske person, der bliver nævnt i den seneste amerikanske offentliggørelse af dokumenter med relation til Epstein-sagen.

Epstein blev fundet død i fængslet i 2019, mens han afventede en retssag om omfattende misbrug af mindreårige og menneskehandel.

En omtale i Epstein-dokumenterne betyder ikke nødvendigvis, at man er skyldig i nogen lovovertrædelser.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek