Tirana, 28/01/2025 - 10:00
Italiensk skib med 49 migranter ankommer til Albanien efter asylpause
I efteråret blokerede en italiensk domstol for, at Italien afleverede migranter på asylcentre i Albanien.
Florion Goga/Reuters
Af: /ritzau/
Et skib fra den italienske flåde er tirsdag morgen ankommet til Albanien med 49 migranter, som er blevet samlet op i Middelhavet.
Skibet er ankommet til havnebyen Shengjin - knap 70 kilometer nordvest for den albanske hovedstad, Tirana.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.
Migranterne transporteres til særlige centre i Albanien, som har indgået en aftale med Italien om asylbehandling.
Det fremgår ikke, hvilke nationaliteter migranterne har.
Transporten af de 49 migranter finder sted efter to mislykkede forsøg i efteråret. Her sejlede italienske skibe migranter til Albanien, men endte med at måtte vende om og sejle dem til Italien.
Det skyldtes, at en italiensk domstol blokerede for, at migranterne blev afleveret på centrene på Balkan.
Domstolen vurderede ikke, at det ville være sikkert at sende migranterne tilbage til deres hjemlande, hvis de skulle ende med at få afvist deres asylansøgninger på de italienske centre.
Ligesom mange andre lande har Italien en liste over sikre lande, men listen inkluderer også sikre områder i lande, der overordnet anses for at være usikre eller farlige for asylansøgere at vende hjem til.
Ifølge aftalen om asylcentrene i Albanien er det kun mandlige migranter fra sikre lande, der kan placeres på centrene, mens deres asylsager behandles.
Da en italiensk domstol blokerede for, at de italienske skibe i efteråret afleverede migranter i Albanien, henviste domstolen til en tidligere afgørelse fra EU-Domstolen.
Ifølge afgørelsen fra EU-Domstolen kan kun et helt land - og ikke enkelte områder inden for et land - stemples som "sikkert" i asylsammenhæng.
Der er ifølge AP planlagt en høring 25. februar ved EU-Domstolen om Italiens forsøg i efteråret på at sende asylansøgere til Albanien.
Aftalen om de italienske asylcentre i Albanien blev indgået af den italienske premierminister, Giorgia Meloni, og den albanske premierminister, Edi Rama, i november 2023.
/ritzau/