Horsens, 09/05/2025 - 16:15
56-årig voldtog to 14-årige og gjorde den ene af dem gravid
En 56-årig mand fra Horsens er fredag blevet idømt otte års fængsel i sag om voldtægt af to 14-årige.
Af: /ritzau/
En 56-årig mand er ved Retten i Horsens fredag blevet idømt otte års fængsel for at have voldtaget to 14-årige piger.
Det skriver retten på sin hjemmeside.
De to 14-årige piger kom i 56-årige Thomas Aagaard Smidts hjem, og det var her, nogle af voldtægterne fandt sted.
Manden, der er fra Horsens, var tiltalt for flere gange mod betaling med penge og euforiserende stoffer at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje med en af de 14-årige.
Hun blev gravid og kom samtidig i et afhængighedsforhold af den 56-årige og af euforiserende stoffer.
Ifølge Horsens Folkeblad blev hun så afhængig af kokain, at hun måtte i et afvænningsforløb.
Han erkendte, at han i tre tilfælde havde haft samleje med pigen, men nægtede voldtægt, fordi han troede, at hun var over 15 år.
Derudover var han tiltalt for voldtægt af den anden 14-årige pige.
Manden er i det væsentlige fundet skyldig i forholdene om voldtægt af de to piger.
Nævningetinget i Retten i Horsens har fundet det bevist, at han vidste, at begge pigerne var under 15 år.
Retten mener også, at manden både anvendte tvang, og at han groft misbrugte den overlegenhed, han havde over pigerne i kraft af sin alder i forbindelse med voldtægterne.
/ritzau/