København, 06/08/2026 - 20:30
Måling: Lidt over 30 procent er tilfredse med togdrift i Danmark
Mens 30,5 procent er tilfredse med togene, er 27,9 procent utilfredse. De, der rejser mest, er mest positive.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når det handler om togtrafikken i Danmark, deler befolkningen sig i tre grupper: de tilfredse, de utilfredse og dem midtimellem.
Det viser en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau.
Her svarer 30,5 procent "tilfreds" eller "meget tilfreds" på spørgsmålet om, hvor tilfredse eller utilfredse de generelt er med togdriften i Danmark.
Omvendt svarer 27,9 procent "utilfreds" eller "meget utilfreds", men 32,9 procent svarer "hverken tilfreds eller utilfreds".
De resterende 8,6 procent svarer "ved ikke".
I alt indgår 1013 personer i rundspørgen, som er foretaget som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse. 399 af dem rejser med tog månedligt eller oftere, mens de resterende 614 rejser "sjældnere eller aldrig".
Målingen viser, at dem, der oftere rejser med tog, har en mere positiv vurdering af togdriften end dem, der rejser sjældent eller aldrig.
41,9 procent af de hyppige togrejsende er nemlig enten meget tilfredse eller tilfredse, mens det gælder for 23,2 procent af dem, der rejser sjældnere.
De tal er statistisk signifikante, hvilket betyder, at man med rimelig sikkerhed kan sige, at hyppige togrejsende oftere er tilfredse med togdriften.
29,4 procent af de hyppigt rejsende svarer "hverken eller", mens det gælder 35,2 procent af dem, der sjældent rejser.
Blandt dem, der rejser ofte, svarer 28,7 procent, at de er utilfredse eller meget utilfredse. Det gælder for 27,4 procent af dem, der rejser sjældent.
Blandt de sjældne togbrugere svarer 14,2 procent "ved ikke" på spørgsmålet om tilfredshed eller utilfredshed med togdriften. Det gælder for nul af de hyppige togbrugere.
Data er indsamlet mellem 3. august og 6. august. De adspurgte personer er 18 år eller over.
Det er Banedanmark, der driver, vedligeholder og udvikler jernbanenettet, mens DSB står for passagertrafikken.
Der har flere gange været større forstyrrelser af togdriften det seneste halvandet år. Det har blandt andet skyldtes signalfejl og vedligeholdelsesarbejder.
Onsdag oplyste DSB, at der i første halvår af 2026 er blevet udbetalt samlet 60,4 millioner kroner i rejsetidsgaranti til kunder, der er blevet ramt af forsinkelser.
Til sammenligning udbetalte DSB 27 millioner kroner i samme periode sidste år. Dermed er udbetalingerne mere end fordoblet på et år.
RITZAU




