Glostrup, 05/02/2025 - 15:16
Mand kendes skyldig i terrorbilligelse for Facebook-kommentar
En kommentar under et Facebook-opslag fra Ekstra Bladet giver 40 dages betinget fængsel for terrorbilligelse.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En mand fra Herlev brød straffeloven, da han kommenterede et opslag på Facebook fra Ekstra Bladet 11. oktober 2023 i kølvandet på Hamas' angreb på Israel.
Retten i Glostrup har onsdag slået fast, at han med sin kommentar udtrykte billigelse for terror.
Det oplyser specialanklager Martin Stassen.
Manden havde skrevet kommentaren under et opslag fra Ekstra Bladet med titlen "Forstår du dem, der deltager i propalæstinensiske demonstrationer i disse dage?".
Til opslaget skrev den i dag 42-årige mand: "Ja jeg forstår dem og deltager i demoerne og jeg støtter dem økonomisk #freepalastine #07OctoberCelebrationday".
Han idømmes 40 dages betinget fængsel.
Manden erkendte at have skrevet kommentaren, men nægtede sig skyldig i terrorbilligelse.
Han vidste efter eget udsagn ikke, hvad der var sket 7. oktober og at Ekstra Bladets opslag drejede sig om et angreb, som domstolene har defineret som terror. Han havde efter eget udsagn ikke læst artiklen.
Han frifindes for en anden kommentar, han var tiltalt for.
Både den tiltalte og anklagemyndigheden har 14 dage til at beslutte, om de vil anke afgørelsen.
Manden er langtfra den eneste, hvis kommentarer på Facebook om angrebet på Israel 7. oktober, er endt med en tur i retten.
For eksempel blev en 16-årig pige idømt 30 dages betinget fængsel 29. oktober sidste år for at have skrevet "Yass" til et opslag fra Ekstra Bladet. Den dom er anket.
Flere lignende sager er endt med frifindelse.
Det gælder blandt andet en 42-årig kvinde fra Odense, der skrev kommentaren "Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed" på Facebook 7. oktober.
/ritzau/




