Washington D.C., 08/05/2026 - 01:16
Trump: Våbenhvile gælder stadig trods angreb mod Iran
USA's præsident truer med flere angreb, hvis Iran ikke snart accepterer amerikansk forslag.
Kylie Cooper/Reuters
Af: /ritzau/
Våbenhvilen gælder stadig på trods af angreb mellem USA og Iran ved Hormuzstrædet.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, til det amerikanske medie ABC News.
- Våbenhvilen er i gang. Den er i kraft, siger Trump.
Han omtaler angrebene mod Iran som "et kærligt klap (a love tap, red.)", skriver ABC News.
USA og Israel indledte 28. februar omfattende bombardementer i Iran. Efter flere ugers krig i regionen blev parterne enige om en midlertidig våbenhvile i begyndelsen af april.
Samtidig blev forhandlinger om en løsning på konflikten indledt.
USA's præsident skriver på sit sociale medie, Truth Social, at tre amerikanske missilfartøjer kom under beskydning, da de sejlede gennem Hormuzstrædet.
De amerikanske flådefartøjer blev ikke beskadiget. Ifølge Trump stod Iran bag angrebene, og iranerne led store tab, da USA svarede igen.
Ifølge Trump blev der affyret missiler og droner mod de amerikanske skibe. Angrebene blev afværget.
Trump truer samtidig med flere angreb mod Iran, hvis landet ikke snart accepterer det amerikanske forslag til at stoppe kampene.
- Ligesom vi slog dem ud igen i dag, vil vi slå dem ud meget hårdere og meget mere voldsomt i fremtiden, hvis de ikke får deres aftale underskrevet, hurtigt!, skriver Trump på Truth Social.
Irans øverste militære ledelse beskyldte tidligere torsdag USA for at have brudt våbenhvilen ved at angribe en iransk olietanker og et andet skib, der sejlede ind i Hormuzstrædet.
Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, oplyste efterfølgende, at Iran havde udført uprovokerede angreb med missiler og droner på USA's fartøjer. Det fik det amerikanske militær til at svare igen.
Det amerikanske militær udførte også angreb mod iranske militæranlæg, hvorfra missiler og droner var blevet affyret, oplyste Centcom.
Iran er ved at gennemgå et amerikansk forslag, som potentielt kan bringe en ende på krigen i Mellemøsten. Det sagde en talsperson for det iranske indenrigsministerium onsdag.
Iran vil fremsætte sine synspunkter over for Pakistan, der har ageret mægler i forhandlingerne mellem de to lande.
/ritzau/




