Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/02/2025 - 08:58

Vært på serie om identitetsmisbrug er sigtet for identitetsmisbrug

Vært på tv-program om misbrug af identiteter på internettet udgav sig ifølge sigtelse for at være en anden.

Rune øe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 42-årig kvinde med erfaring som vært på både landsdækkende radio og tv er sigtet for stalking og identitetsmisbrug.

Der er tale om Sisse Sejr-Nørgaard, der mandag aften selv har kommenteret sagen på det sociale medie Instagram.

Hun har blandt andet været vært på P3 og P4 og på forskellige tv-programmer. Et af dem handler om identitetstyveri og hedder "Mit liv er stjålet".

Men hvor hun i den sammenhæng optrådte som journalist, optræder hun i den aktuelle sag som formodet gerningsmand.

Anklagemyndigheden har sendt en retsmødebegæring til Københavns Byret, og det fremgår af den, at man regner med en tilståelse fra medieværten.

Mandag aften har Sisse Sejr-Nørgaard, der privat er gift med journalist og podcastvært Esben Bjerre, lagt et opslag på Instagram.

- I sommer befandt vi os som par midt i en uoverskuelig krise. Vores ægteskabs fundament var porøst, jeg var knust, samtidig med at jeg oplevede alvorlig sygdom i min allernærmeste familie.

- Og så reagerede jeg helt åndssvagt, skriver hun.

Der er retsmøde i sagen primo marts.

Gennem mere end en måned i løbet af sommeren 2024 krænkede den 42-årige vært ifølge anklagemyndighedens sigtelse sit offer ved at indtaste offerets personoplysninger i 81 formularer.

Offeret fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.

Fordi chikanen har karakter af at være vedvarende og systematisk, er der rejst sigtelse efter straffelovens stalkingparagraf.

Også en anden bestemmelse i straffeloven er bragt i spil af anklagemyndigheden, nemlig paragraffen om identitetsmisbrug, fordi medieværten i forbindelse med formularindtastningerne har udgivet sig for at være en anden.

Anklagemyndigheden forsøger at få sagen gennemført som en tilståelsessag. Det indebærer, at der ikke skal være bevisførelse i retten i form af vidner. Kun de allermest centrale oplysninger og den sigtedes forklaring vil indgå.

Herefter vil anklagemyndigheden i retsmødet vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale og på stedet gøre dette, hvorefter en dommer skal vurdere, om der er tale om en reel tilståelse i overensstemmelse med sigtelsen og derefter afsige en dom.

Sisse Sejr-Nørgaard skriver på Instagram, at "jeg stod ikke alene om det, men det var klart på grund af mig, det skete".

- Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har opsøgt, forfulgt eller truet nogen, men jeg negligerer ikke, at det må have været ubehageligt.

- Ligesom det er en vigtig pointe, at jeg selv indså, at mine handlinger var uhensigtsmæssige og stoppede efter få uger - også før politiet blev involveret. Jeg har erkendt, og jeg tager naturligvis det fulde ansvar, skriver hun i sit opslag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek