Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 14/06/2026 - 10:46

Starmer: Britiske styrker har stoppet russisk skyggefartøj

Premierminister Starmer gav ordre til væbnede styrker om at afskære et olietankskib tidligt søndag morgen.

Alastair Grant/Reuters

Af: /ritzau/

Et russisk fartøj ved navn "Smyrtos" er blevet stoppet af britiske styrker tidligt søndag morgen. Det ligger ud for den engelske sydkyst, hvor det bliver overvåget.

Det skriver det britiske forsvarsministerium i en erklæring ifølge BBC og nyhedsbureauet AFP.

Tidligere skrev premierminister Keir Starmer, at han havde givet ordre til væbnede styrker om at afskære et olietankskib fra Ruslands såkaldte skyggeflåde, der forsøgte at passere gennem Den Engelske Kanal.

- Denne vellykkede operation er endnu et slag mod Rusland og minder dem, der nærer Putins krig i Ukraine, om, at vi ikke vil lade dem gemme sig, skrev Starmer på det sociale medie X - med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Udtrykket skyggeflåde betegner ældre tankskibe, der sejler med blandt andet olie, og som forsøger at omgå sanktioner mod Rusland.

Ifølge det britiske forsvarsministerium omfattede operationen blandt andet helikoptere og flådefartøjer.

- I den første britisk-ledede operation af sin slags blev fartøjet "Smyrtos" bordet af Royal Marine Commandos og specialtrænede betjente fra National Crime Agency (britisk enhed mod organiseret kriminalitet, red.), på trods af Ruslands bedste forsøg på at omgå sanktioner og fortsætte med at nære sin barbariske krig med Ukraine, lyder det.

Forsvarsminister Dan Jarvis siger desuden, at operationen blev udført i "tæt koordinering med franskmændene".

- Rusland er afhængig af sin skyggeflåde til at finansiere deres konflikt i Ukraine, og vores forbud er et slag mod Putins ulovlige krig, siger han ifølge AFP.

Krigen mellem Ukraine og Rusland har stået på siden februar 2022, hvor Rusland indledte et omfattende militært angreb mod nabolandet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek