København, 30/07/2026 - 16:59
Politiet skød mod bil og har nu anholdt 51-årig mand
En 51-årig mand bliver fredag stillet for en dommer i en sag, hvor politiet affyrede skud.
Af: /ritzau/
Politiet har anholdt en mand, efter at politiet torsdag formiddag skød mod en varebil på Taastrup Hovedgade.
Den anholdte ventes at blive sigtet for forsøg på grov vold mod politiet og for at have udsat politifolk for fare, oplyser Københavns Vestegns Politi på Politi Update.
Der er tale om en 51-årig mand. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.
Politiet mener, at manden sad bag rattet i en hvid, stjålet varebil, som torsdag formiddag blev jagtet af politiet.
Jagten blev indledt på Hveens Boulevard og gik siden ad Roskildevej, inden bilen blev omringet af politiet på Taastrup Hovedgade.
Her lykkedes det, trods politiets indespærring af den stjålne bil, føreren at komme fri, og han kørte ifølge politiet frem mod en betjent, som valgte at trække sin pistol og affyre skud mod bilen.
Bilen blev ramt, men fortsatte, indtil den ramte et hegn. Føreren sprang ud og løb fra stedet og slap i første omgang væk.
Episoden udspillede sig omkring klokken 10 torsdag formiddag. Klokken cirka 11.45 blev manden anholdt i nærheden af gerningsstedet, hvor han ifølge politiet forsøgte at skjule sig.
Den 51-årige meldes ifølge politiet uskadt. Heller ikke andre kom til skade.
RITZAU




