Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 24/04/2026 - 09:08

Mand fængsles for at tvinge AaB-jakke fra mand i Aarhus

En 21-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet efter et overfald natten til søndag i Aarhus.

Af: /ritzau/

En dommer ved Retten i Aarhus varetægtsfængslede torsdag en 21-årig mand i knap fire uger for et overfald mod en fodboldfan.

Det oplyser Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ved overfaldet blev en 26-årig mand slået og nikket skaller og frataget en AaB-jakke, oplyser Østjyllands Politi.

Overfaldet skete natten til søndag.

Den 21-årige nægter sig skyldig og kærede fængslingen, lyder det.

Dommeren fængslede ham på en mistanke om grov vold og ulovlig tvang, oplyser politiet.

Anklagemyndigheden mener, at der var tale om røveri og subsidiært ulovlig tvang.

Men dommeren har vurderet, at der er tale om en mistanke om ulovlig tvang.

Der har i de senere år været flere eksempler på sager, hvor domstolene har afvist at dømme efter straffelovens røveribestemmelse i sager, hvor folk er blevet frataget fodboldfantrøjer.

Domstolene har vurderet, at gerningsmændene ikke har gjort det for at berige sig, men at det er sket på grund af et modsætningsforhold rettet mod fans af andre klubber.

Torsdag lød det fra Østjyllands Politi, at man ikke vurderer, at hændelsen har relation til den fodboldkamp, som AGF deltog i søndag aften.

Her spillede AGF i Herning imod FC Midtjylland.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek