Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 03/05/2026 - 12:10

Aarhus uddeler bøder for 200.000 for ikke-fjernede valgplakater

Fristen for at fjerne valgplakater udløb otte dage efter valgdatoen. I Aarhus blev over 1000 plakater fjernet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der vanker bøder til partier og folketingskandidater, som ikke pillede valgplakater ned i tide efter folketingsvalget i marts.

I Aarhus Kommune sender man således bøder ud for samlet 204.000 kroner.

Det skyldes, at kommunen i alt nedtog 1005 valgplakater, efter fristen for at pille dem ned. Den udløb otte dage efter valgdatoen 24. marts.

Det viser en aktindsigt fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Kommunens takst for en nedtaget valgplakat er 203 kroner, hvilket betales af folketingskandidaten eller partiet selv.

Bøderne sendes ud "i løbet af maj", lyder det.

Aarhus Kommune oplyser ikke, hvilke partier og kandidater, der kan se frem til en besked i indbakken fra kommunen.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad størrelsen på bøden er.

Ifølge Aalborg Kommunes presseafdeling har man i det nordjyske slet ikke haft udgifter til bøder for valgplakater, der hang for længe i lygtepælene.

Man kører i stedet "den dialogbaserede tilgang".

- Det vil sige, at vi skriver ud til partierne, og så klipper de selv plakaterne ned. Der er samlet set ikke nogen partier, der er værre eller bedre end andre, lød det i et skriftligt svar fra kommunen i april.

I Københavns Kommune lyder det, at man først senere på året kan oplyse mængden af nedtagne plakater og bøder.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek