Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 27/04/2026 - 00:29

Medier: Gerningsmand sendte beskeder til familie kort før skyderi

Manden bag muligt attentatforsøg ville ramme Trump-administrationen, viser skriverier ifølge CNN.

Af: /ritzau/

Den 31-årige mand, der er mistænkt for at have forsøgt at trænge ind til en korrespondentmiddag lørdag på et hotel i Washington D.C. bevæbnet med flere våben, sendte beskeder til familiemedlemmer kort før angrebet.

Det skriver det amerikanske medie CNN og nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Ifølge AP kritiserede han i beskederne USA's præsident Donald Trumps administration og omtalte sig selv som en "venlig føderal snigmorder". AP har set skriverierne, som er over 1000 ord lange.

Beskederne er sammen med en række opslag på sociale medier og interviews med familiemedlemmer en del af den igangværende efterforskning, lyder det.

Ifølge CNN står der i teksten sendt til gerningsmandens familiemedlemmer i minutter før angrebet, at han havde til hensigt at ramme embedsmænd i Trump-administrationen.

USA's præsident, vicepræsident og andre højtstående medlemmer af regeringen var til stede ved den årlige pressemiddag, som traditionen tro blev afholdt på Washington Hilton Hotel.

Myndighederne mener i stigende grad, at angrebet var politisk motiveret. Ifølge USA's fungerende justitsminister, Todd Blanche, var Trump og andre medlemmer af administrationen sandsynligvis målet for lørdagens angreb.

Den formodede gerningsmand stormede et område for sikkerhedskontrol i lobbyen på hotellet bevæbnet med en pistol, et haglgevær og flere knive.

En Secret Service-agent blev såret af skud, men han kom ikke alvorligt til skade, da han bar en skudsikker vest. Gerningsmanden blev standset, før han nåede i nærheden af den sal, hvor Trump og resten af gæsterne befandt sig.

Trump og resten af hans administration blev hurtigt evakueret fra pressemiddagen efter skyderiet.

Det er tredje gang siden 2024, at præsidenten har befundet sig i en situation, hvor bevæbnede personer har udgjort en sikkerhedsrisiko mod ham.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek