Oslo, 30/04/2026 - 20:04
Advokater kritiserer medier efter norsk diplomatpars søns død
Advokater kritiserer medier efter diplomatpars søns død, men understreger, at årsagen til selvmordet er ukendt.
Andrew Kelly/Reuters
Af: /ritzau/
Advokaterne for det norske diplomatpar Mona Juul og Terje Rød-Larsen kritiserer medierne, efter at parrets 25-årige søn har taget sit eget liv.
I februar kom det frem i offentliggjorte dokumenter i Epstein-sagen, at de to fremtrædende diplomater havde en relation til den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Ifølge norske medier testamenterede Epstein desuden ti millioner dollar til deres to børn.
I februar blev Juul sigtet for grov korruption, mens Rød-Larsen blev sigtet for medvirken til grov korruption i forbindelse med efterforskningen af deres relation til Epstein, skriver det norske medie VG. Begge nægter sig skyldige.
I en kronik bragt hos det norske medie NRK skriver parrets advokater, at tragedien med sønnens død "står i skyggen af måneder med et offentligt søgelys, som for længst er holdt op med at være kritisk, og i stedet er blevet mistænkeliggørende, spekulativt og i perioder grænseløst".
Advokaterne fremhæver desuden, at sønnen blev omtalt i medierne både med og uden navn for forhold i Epstein-dokumenterne, der stammer fra en tid, hvor han var mindreårig.
- Det er vanskeligt at finde ord for alvoren i dette. Når et menneske først bliver genstand for offentlig omtale i en sådan kontekst, findes der ingen reel mulighed for at svare, rydde op eller nuancere, skriver advokaterne John Christian Elden og Thomas Skjelbred.
Samtidig understreger advokaterne, at man ikke ved, hvorfor manden tog sit eget liv.
- Det er vigtigt at sige det højt. Vi ved det ikke. At spekulere i sammenhænge er både uforsvarligt og uværdigt. Selvmord er altid komplekst. Der findes aldrig én forklaring, aldrig én årsag, aldrig én skyld, skriver de i kronikken og tilføjer:
- Men vi ved noget andet. Den sidste tid har været ekstremt krævende. For ham. For forældrene. For hele familien. Det alene bør være nok til at få os til at stoppe op.
I slutningen af kronikken beder advokaterne om, at diplomatparret nu får ro.
- Det må veje tungere end høringer. Tungere end efterforskninger. Tungere end behovet for nye vinkler og nye historier. Dette er ikke et krav om tavshed for altid. Det er en opfordring til anstændighed nu.
Efter afsløringerne om Mona Juuls relation til Epstein blev hun kaldt hjem fra posten som ambassadør i Jordan. Efterfølgende opsagde hun sin stilling i Norges udenrigsministerium.
/ritzau/




