Iasi, 13/07/2025 - 21:05
Elmer Møller afværger matchbolde og sikrer titel i Rumænien
Tennisspilleren Elmer Møller var presset helt i bund i tredje sæt, men danskeren vandt den afgørende tiebreak.
Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske tennisspiller Elmer Møller sikrede sig søndag sin femte sejr på en uge og vandt finalen i Challenger-turneringen i Rumænien over franske Titouan Droguet.
22-årige Møller, der er nummer 117 på verdensranglisten, måtte grave dybt i tredje sæt, hvor han afværgede hele fem matchbolde.
Tredje sæt skulle dermed i tiebreak, hvor danskeren sikkert sænkede Titouan Droguet med 7-2.
Finalesejren i rumænske Iasi lød derfor på 3-6, 6-1, 7-6. Turneringen på Challenger Tour er på niveauet under ATP Tour.
De to finalister fulgtes ad i en lige begyndelse, men Elmer Møller udnyttede en breakmulighed til at bryde Droguets serveparti og bragte sig på 3-2 i første sæt.
Men franskmanden brød omgående tilbage og udbyggede derefter til 4-3 efter eget serveparti.
Herfra virkede danskeren i flere sekvenser lettere overmatchet af sin to år ældre modstander, der kørte første sæt i hus med cifrene 6-3.
Møller var i flere dueller i andet sæt ude i tovene på gruset i Rumænien.
Men blandt andet med to gange hjælp fra netkanten, kæmpede han sig til vigtige point. Det gav mildt sagt momentum og resulterede i en dansk føring på 4-1.
Ganske kort efter var de to sidste partier også danske, hvorfor Møller sørgede for, at finalen i byen Iasi skulle afgøres i tredje sæt.
Her kom Møller pænt fra land ved at bryde Titouan Droguet og derefter cementere sit eget serveparti til en 2-0-føring.
Trætheden lurede, og Møller lavede flere fejl med en stribe bolde i nettet. Franske Droguet bragte derfor balance i regnskabet til 4-4 i et tæt tredje sæt.
Franskmanden havde sejren i hænderne flere gange med en håndfuld matchbolde, da han var foran 5-4, men Elmer Møller nægtede at give op og fik finalen ud i tiebreak.
Her vandt danskeren med 7-2 og snuppede dermed tredje sæt og trofæet.
Finalen satte et punktum for en særdeles stærk uge i Rumænien for Elmer Møller.
I semifinalen var det den tidligere grand slam-vinder Stan Wawrinka, som Elmer Møller bankede med 6-2, 7-6.
/ritzau/