København, 28/08/2024 - 10:33
Svensker nægter at have planlagt fire drabsforsøg
En 21-årig svensk mand er onsdag formiddag i grundlovsforhør bag lukkede døre i Københavns Byret.
Af: /ritzau/
En 21-årig svensk mand nægter sig onsdag formiddag i Københavns Byret skyldig i at have koordineret drabsforsøg i Danmark mellem april og juni i år.
Manden blev tidligere i august anholdt i Sverige på foranledning af dansk politi.
Trods protester fra pressen fremstilles den 21-årige bag lukkede døre.
Han er sigtet for fire gange at have medvirket til drabsforsøg ved at have planlagt, at unge svenske drenge og mænd skulle tage til Danmark for at begå drab som led i en bandekonflikt og for at have planlagt at forsyne drengene og mændene med våben.
/ritzau/




