Klampenborg, 11/07/2025 - 01:41
Uheld i rutsjebanen på Bakken sender kvinde på skadestuen
Politiet var torsdag aften til stede i forlystelsespark i Klampenborg i forbindelse med rutsjebaneuheld.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nordsjællands Politi var torsdag aften til stede på Bakken i Klampenborg efter et uheld i den gamle rutsjebane.
Vagtchef hos Nordsjællands Politi Rune Mandrup fortæller klokken 00.45 natten til fredag, at der ikke umiddelbart er sket personskader i forbindelse med uheldet.
- Der er en enkelt person, der er kørt til kontrol på skadestuen med skrammer. Der er tale om en voksen kvinde, siger vagtchefen.
Han fortæller, at politiet har lukket rutsjebanen, så den kan blive undersøgt fredag.
- Vi skal finde ud af, hvordan den kunne køre af sporet, så det ikke sker igen. Selv om det ikke gik så galt denne gang, så tager vi det alvorligt, siger Rune Mandrup.
Den første melding fra Ulrik Nissen, som er presseansvarlig hos Bakken, lød klokken 22.30, at fire personer havde pådraget sig mindre skader.
Lidt senere lød det fra den presseansvarlige, at "vi har to lettere tilskadekomne, men ellers har systemet reageret, som det er sat op til i forhold til nedbremsning og efterfølgende evakuering fra banen".
Ulrik Nissen forklarede, at en skinne rev sig løs, og rutsjebanen tog skinnen med sig.
Herefter reagerede systemet, og der blev foretaget en hård nødbremsning, ligesom de resterende vogne blev standset. Det er opbremsningen, der har forårsaget de lettere skader.
- Banen har gjort det, den skulle, og lige nu er politiet i gang med de tekniske undersøgelser, lød det.
Han oplyste, at Bakken afventer de tekniske undersøgelser, og at forlystelsen ikke vil være i drift indtil da.
Ifølge Ulrik Nissen har rutsjebanen formentlig kørt omkring 40 kilometer i timen, da den foretog opbremsningen.
- Vi er sluppet billigt, men selvfølgelig er vi aldrig glade for, at sådan noget sker, sagde han.
Forlystelsesparken Bakken, som også nogle gange omtales som Dyrehavsbakken, ligger i dyrehaven i Klampenborg.
Dyrehavsbakken opstod oprindeligt som et såkaldt kildemarked omkring Kirsten Pils hellige kilde, som ifølge Danmarks Nationalleksikon menes at være fundet i 1583.
/ritzau/