Los Angeles, 12/12/2025 - 05:41
Fantasyspil får hovedpris ved uddeling i Los Angeles
Fransk spiludvikler står bag nyt spil, der i alt vandt ni priser ved Game Awards i USA.
Michael Tran/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Prisen for Årets Spil ved Game Awards i Los Angeles går til "Clair Obscur: Expedition 33".
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Årets Spil er uddelingens hovedpris. Den regnes for at være en af branchens fineste.
Det franske indie-spil dominerede den årlige prisuddeling i den amerikanske storby og vandt hele ni priser i alt, hvilket ifølge AFP er rekordmange.
"Clair Obscur: Expedition 33" er udviklet af den franske spiludvikler Sandfall Interactive.
Guillaume Broche fra Sandfall Interactive takkede blandt andet sit hold, da han modtog hovedprisen.
- Jeg vil også gerne sende en tak til de helte i den her branche - de mennesker, der laver tutorials på YouTube om, hvordan man laver et spil - for vi havde ingen idé om, hvordan man laver et spil før, siger han ifølge AFP.
Den internationale prisuddeling har til formål at hædre de bedste videospil, der kom på markedet i 2025.
Det er 12. gang, at prisuddelingen finder sted. I alt 29 priser blev uddelt ved årets Game Awards.
"Clair Obscur: Expedition 33" blev udgivet 24. april i år.
Spillet foregår i et mørkt fantasy-univers og følger frivillige fra Expedition 33, der drager ud for at ødelægge væsenet Paintress.
Tidligere er spil som "Astro Bot", "The Witcher 3: Wild Hunt", "The Legend of Zelda: Breath of the Wild" og "The Last of Us Part II" løbet med prisen som Årets Spil ved den årligt tilbagevendende prisuddeling.
/ritzau/




