Moskva, 05/09/2026 - 23:52
Møde mellem amerikanske udsendinge og Putin er slut
Jared Kushner og Steve Witkoff ventes at besøge Ukraine søndag, efter at de lørdag har talt med Vladimir Putin.
Mikhail Metzel/Reuters
Af: /ritzau/
Et møde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA's særlige udsendinge Jared Kushner og Steve Witkoff i Moskva er lørdag aften afsluttet.
Det meddeler det russiske statsejede nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.
En journalist fra et andet russisk statsejet nyhedsbureau, Tass, siger, at de to amerikanere har forladt den russiske præsidents residens, Kreml, i Moskva.
Efter mødet siger Jurij Usjakov, der er rådgiver for den russiske præsident, at det har været brugbare samtaler.
Han beskriver ifølge Reuters samtalerne imellem de to sider som konstruktive og meget direkte.
Der er blandt andet på mødet blevet talt om økonomi og Ruslands vurdering af situationen på frontlinjen i Ukraine, lyder det videre.
Mødet varede i omkring tre timer.
Målet med Witkoff og Kushners rejse til Rusland er at forsøge at finde en måde at afslutte fuldskalakrigen mellem Ukraine og Rusland.
De to ventes at besøge Ukraine søndag.
Usjakov siger lørdag til den fremmødte presse, at amerikanerne har lovet, at de vil tage Putins vurderinger med til deres forhandlinger i Ukraine.
Inden de to amerikanske udsendinges besøg i Rusland lød det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at man ikke ville angribe Rusland fra luften under amerikanernes besøg i Moskva.
En lignende melding kom lørdag fra Putins talsmand, Dmitrij Peskov.
Han har ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax sagt, at Putin har beordret et stop for angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, i tre dage i forbindelse med den amerikanske delegations besøg.
RITZAU




