Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 25/08/2026 - 18:16

En død og to sårede efter eksplosion i lejlighed i Norge

Tirsdag eftermiddag kom der en melding om en brand og eksplosion i et lejlighedskompleks en time fra Bergen.

Af: /ritzau/NTB

En person er død, og to er blevet kvæstet efter en eksplosion og brand i et boligområde i den sydvestlige kystby Foldnes i Norge.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB, som citerer Bergensavisen.

En mand i 20'erne fra lejlighedskomplekset er meldt savnet, men det vides endnu ikke, om det er ham, der er død.

De kvæstede er en ambulanceredder og en beboer fra lejlighedskomplekset.

Omfanget af deres skader er endnu ikke afklaret. Men de er begge kørt til traumemodtagelsen på Haukeland Universitetssygehus i Bergen, som ligger cirka 20 kilometer øst for Foldnes.

Ifølge vagtleder Tore Fanebust var eksplosionen "voldsom". Men beredskabet har fået branden under kontrol.

Politiet skal nu undersøge, hvad der har forårsaget eksplosionen og branden.

- Om det er en ulykke eller en bevidst handling, melder vi ud om, når vi har overblikket, siger indsatsleder Ørjan Djuvik.

RITZAU

TjekDet - faktatjek