Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/02/2025 - 10:34

Jakob Busk vender retur til tysk fodbold på en lejeaftale

Sønderjyske har lejet keeper Jakob Busk til bundesligaklubben Hoffenheim for resten af sæsonen.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det blev i første omgang til blot et halvt år i Sønderjyske for den danske keeper Jakob Busk, der igen drager til tysk fodbold.

På sin hjemmeside skriver superligaklubben, at den 31-årige keeper udlejes til Hoffenheim i Bundesligaen for resten af sæsonen.

- Jakob Busk kom til os i sommer for at blive førstemålmand efter mange år på bænken i Union Berlin, og sammen er vi lykkedes med at bygge ham så godt op, så han nu igen er blevet attraktiv for en bundesligaklub, siger Sønderjyske-sportschef Casper Daather.

Busk stod 16 kampe i efteråret for sønderjyderne og leverede undervejs flere gode præstationer.

- Hoffenheim har haft et stort ønske om at tilknytte Busk, og vi har fundet en god løsning, som alle parter er tilfredse med, siger sportschefen.

Inden Busk skrev under med Sønderjyske, tilbragte han otte sæsoner i Union Berlin. Han var mest reserve i den tyske hovedstadsklub, hvor det i alt blev til 57 optrædener.

- Jeg kom hjem for at få fast spilletid, og Sønderjyske har også fået det, den søgte. I det hele taget har det bare været et rigtigt godt match, siger Busk.

- Det var ikke planen, at jeg skulle videre efter så kort tid, men sådan er fodbold, og når der kommer sådan en mulighed her, er det med at tage den.

Hoffenheims normale førstevalg i målet, Oliver Baumann, er ude med en længerevarende skade. Ifølge sportsdirektøren i den tyske klub, Andreas Schicker, er planen, at Busk skal være backup for unge Luca Philipp.

- Med Jakob Busk har vi nu fået en ekstremt erfaren keeper, som allerede kender tysk fodbold fra sin tid i Union Berlin.

- Han vil støtte Luca med al sin erfaring og dermed fuldende vores målmandsteam i resten af sæsonen, siger Hoffenheim-sportsdirektøren til klubbens hjemmeside.

Hoffenheim indtager en 15.-plads i Bundesligaen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek