Guadalajara, 23/02/2026 - 03:40
Drab på kartelleder udløser bølge af vold i Mexico
Danskere i Mexico opfordres til at undgå store folkemængder, efter at en kartelleder er blevet dræbt i landet.
Af: /ritzau/
Bevæbnede mænd blokerer flere veje i en række mexicanske delstater, ligesom der er blevet sat ild til biler, lastbiler og forretninger.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har drabet på kartelleder Nemesio Oseguera, der skete søndag morgen, udløst en bølge af vold flere steder i det latinamerikanske land.
De bevæbnede mænd formodes ifølge Reuters at være en del af samme kartel som Oseguera.
I nogle byer er turister blevet bedt om at holde sig indenfor, mens lastbilchauffører er blevet rådet til at køre af sikre veje eller indstille kørslen, indtil volden er stilnet af.
Flere flyselskaber har desuden aflyst flyvninger til turistbyen Puerto Vallarta, ligesom en video ifølge Reuters viser chokerede turister i færd med at filme røgfaner stige op fra brande nær turistområdet.
Delstaten Jaliscos guvernør, Pablo Lemus, opfordrer ifølge AFP folk til at blive hjemme, indtil situationen er kommet under kontrol.
Oseguera døde tidligere på dagen på vej til et hospital i Mexico City, efter at han var blevet skudt i en militærrazzia i landsbyen Tapalpa.
Han var leder af kartellet Jalisco Ny Generation.
Et anonymt medlem af kartellet siger til Reuters, at søndagens brande og skudaffyringer er hævn for den mexicanske regerings drab på Oseguera.
- Angrebene var en hævn for lederens død, i første omgang mod regeringen og på grund af utilfredshed, siger kartelmedlemmet.
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, opfordrer i et opslag på X landets indbyggere til at bevare roen og holde sig orienterede om situationen.
- Der sker en fuldstændig koordinering med ledelsen i alle delstater. Vi bør orientere os og bevare roen, skriver hun søndag aften.
Herhjemme vurderer Udenrigsministeriet i en opdatering af rejsevejledningen for Mexico søndag aften, at der er forhøjet risiko for uro i Mexico.
Danskere i landet bør undgå store folkemængder, ligesom man bør følge de lokale myndigheders anvisninger, fremgår det af opdateringen.
- En politiaktion mod et narkokartel i Jalisco har forårsaget vejspærringer, brandstiftelse og skyderier, især i staterne Jalisco, Michoacán, Guanajuato og Tamaulipas, skriver ministeriet.
USA's udenrigsministerium opfordrer amerikanere i Mexico til at blive indenfor.
- På grund af igangværende, omfattende sikkerhedsoperationer og de relaterede spærringer af veje og kriminel aktivitet i mange områder af Mexico, bør amerikanske statsborgere søge dækning på stedet indtil videre.
/ritzau/




