Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/06/2025 - 16:04

Jeglertz rystede posen: Frygtløs Nadim kan være brugbar til EM

Nadia Nadim og Rikke Marie Madsen har kæmpet sig ind i EM-varmen, efter at landstræneren har rystet posen.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Erfarne profiler som Nadia Nadim og Rikke Marie Madsen kan få comeback på kvindelandsholdet ved EM i Schweiz.

Efter omkring halvandet års fravær er begge tilbage, og landstræner Andrée Jeglertz erkender, at han havde brug for at ryste posen efter 1-6-nederlaget mod Sverige i Nations League senest.

- Ja, helt sikkert. Det gjorde os opmærksomme på, at når vi ikke er på toppen, så behøver vi noget mere. Man er ikke bedre end sit seneste resultat, siger landstræneren i forbindelse med fredagens udtagelse af 23 spillere.

Jeglertz vil ikke sætte navn på, hvem der skal ruske op i holdet, men Nadim og Madsen er oplagte bud på nogen, der kommer med noget ekstra.

- Nadia er en karakter, der også kan træde i karakter på banen, og det kan være en styrke for gruppen, at hun har en masse erfaring, tro på tingene og x-faktor. Hun er frygtløs, og det kan være brugbart til en slutrunde, tror jeg, siger forsvarsspilleren Frederikke Thøgersen.

- Nadia er en ener, der kører lidt sine egne vegne, og det er også ment positivt. Hun tager nogle chancer og spiller på sine styrker, supplerer stopperen Stine Ballisager.

37-årige Nadim har spillet 105 kampe for Danmark og scoret 38 mål, men et par alvorlige knæskader har sat sit præg på karrieren i de seneste sæsoner.

En udlejning fra AC Milan til Hammarby i foråret gav paradoksalt nok mindre spilletid, men til gengæld en EM-billet.

- Spilletidsmæssigt var det ikke det bedste skifte, men det var nemmere for mig at holde kontakt med hende, og hun kom til en klub, der ville hende det bedste, og hvor træningen er god.

- Hun er først og fremmest en dygtig fodboldspiller. Hun er erfaren og en af den slags spillere, der virkelig ved, hvordan man holder sig i form, siger Jeglertz.

Kantspilleren Rikke Marie Madsen blev i slutningen af oktober mor til datteren Frida, men allerede i marts var hun tilbage på banen for Everton og nåede akkurat i mål i forhold til EM.

- Hun har været meget målrettet og arbejdet hårdt for at komme tilbage i relativ god fysisk form. Hun skal fortsætte det arbejde i de næste uger, men hun har egenskaber, som jeg synes, vi har savnet hos vores kantspillere.

- Hun er en dynamisk spiller, der er meget dygtig i presspillet og kan spille i begge sider, siger Jeglertz.

27-årige Madsen fylder på banen, men også uden for.

- Rikke er Rikke, som hun altid har været. Hun kommer ind med mega meget energi, fart og tryk. Og uden for banen er det nærmest det samme. Hun spreder energi, glæde og er bare en god holdspiller, siger Frederikke Thøgersen.

Både Nadim og Madsen var på vippen til det sidste, fastslår Jeglertz, men det forløsende opkald om EM-udtagelsen var deres egen fortjeneste.

- De blev præcis lige så glade som dem, der er med for første gang. Det er meget fedt at overbringe sådan en besked, for de havde ikke regnet med det og blev virkelig meget glade.

- Men de har arbejdet hårdt og målrettet for det, og det er dem selv, der har gjort det muligt, siger Jeglertz.

Danmark møder 4. juli Sverige i Genève i sin første kamp ved EM. Fire dage senere gælder det Tyskland i Basel, inden man afslutter gruppen med Polen i Luzern 12. juli.

De to bedste fra hver gruppe avancerer til kvartfinalerne.

/ritzau/

København, 10/11/2025 - 11:13

DR-vært blev ramt af hjertestop efter optagelserne

Nak og Æd-værten Jørgen Skouboe stod på kanten af livet, da han i 2016 fik et hjertestop, men "smukt tunnelsyn" beskyttede ham mod dødsangst.

Det er ikke altid kun råhygge og vilde dyr, der er på menuen, når Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk går på jagt i DR-programmet "Nak og Æd".

Det kan også blive farligt og dramatisk, som da Jørgen Skouboe blev ramt af et hjertestop efter optagelser til jagtprogrammet tilbage i 2016.

Det fortæller han i et interview med Berlingske.

Den dramatiske hændelse fandt sted på en restaurant i den amerikanske delstat Alaska efter optagelserne af den syvende sæson af programmet "Nak og Æd".

Det var skræmmende, men på grund af et "smukt tunnelsyn" forsvandt hans frygt for at dø, fortæller Jørgen Skouboe til Berlingske.

Det potentielt livstruende hjertestop bekræftede ham i, at han havde levet et liv, der var værd at leve.

- Jeg synes, at jeg gennem mit liv har gjort det okay. Det mener jeg. Jeg synes, at jeg har været okay over for mine medmennesker og gjort et godt stykke arbejde. Der er ingen Gud, der skal straffe mig for det, siger Jørgen Skouboe til Berlingske.

Lige nu ruller den 16. sæson af det populære jagtprogram over skærmen - den sidste, som Jørgen Skouboe deltager i.

På trods af mange gode stunder kommer han ikke til at savne det, siger han. Det er en dør, han har besluttet sig for at lukke.

DR arbejder på at gentænke programmet uden den ikoniske vært.

- Det er en helt usædvanlig tv-personlighed, der stopper. Da vi gik i gang med Nak og Æd-programmerne, var vi meget i tvivl om, hvad seerne ville sige til, at Jørgen skulle skyde et dyr, og en ung tv-kok, Nikolaj Kirk, skulle lave lækker mad af det. Det var bare en idé i Jørgens hoved, fortæller Søren Bo Hansen, som er redaktionschef for programmet, til DR.

Det er endnu uvist, om Jørgen Skouboes makker, Nikolaj Kirk, også pensionerer sig selv fra programmet, der havde sin første udsendelse i 2010.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 09:44

Cirkusvogn og rekvisitter fra Zirkus Nemo skal under hammeren

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søren Østergaards Zirkus Nemo blev erklæret konkurs tidligere i år efter corona og våd sommer med vandskader.

Den kommende halvanden uge er det muligt at smide et bud på en cirkusvogn, popcornmaskine og en stor model af Søren Østergaards hoved.

Det sker, da flere elementer fra det konkursramte Zirkus Nemo skal under hammeren og sælges på auktion.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aktionshuset Dab A/S, der har til opgave at sælge indholdet fra cirkusset til højest bydende.

I februar måtte cirkusset dreje nøglen om blandt andet på grund af efterveer fra corona og en våd sommer med alvorlige vandskader.

Sådan lød det fra Søren Østergaard, der står bag cirkusset, i en pressemeddelelse, hvor han skrev, at Zirkus Nemo efter årtier var blevet erklæret konkurs.

Cirkusteltet fra Zirkus Nemo har ifølge auktionshuset allerede fundet en ny ejer. Men andre cirkuselementer er åbne for bud frem til 21. november, hvor auktionen lukker.

- Det er en helt særlig auktion, som skiller sig ud fra det, vi normalt ser. Der er både nostalgiske samleobjekter og praktisk udstyr til for eksempel teater- og eventfolk, siger Asbjørn Korsholm, der er ansvarlig for auktionen, i meddelelsen.

Foruden rekvisitter, kostumer og andet, der tydeligt relaterer sig til det gamle cirkus, er andre ting også sat på auktion.

Det gælder blandt andet en romaskine, en palleløfter, diverse lamper, bøger og en arbejdsradio.

Det er også muligt at byde på en Zirkus Nemo-plakat, hvor Søren Østergaards velkendte karakter "Smadremanden" er portrætteret.

Zirkus Nemo blev etableret i 1999 af Søren Østergaard og journalist Anders Lund Madsen.

Selskabet var op til konkursen ejet af Søren Østergaard.

Alle effekter fra cirkusset, der skal under hammeren, bliver solgt direkte fra cirkussets tidligere lager i Brædstrup ved Horsens.

- Mange danskere har et forhold til Zirkus Nemo, og nu får de chancen for at tage et stykke af magien med hjem, afslutter auktionsansvarlig Asbjørn Korsholm i meddelelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

FAKTA: Empatiens evolution

* Evnen til at savne udspringer af evnen til at knytte bånd til andre væsener.

* Tilknytning er opstået og udviklet i pattedyr gennem evolutionen. Mødre, der var i stand til at knytte bånd til deres unger, passede på deres unger, og dermed overlevede ungerne, og sådan fortsatte det gennem evolutionen.

* Der er altså tale om et biologisk beredskab. Jo mere tilknytning, jo større chance for overlevelse.

Kilde: lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/11/2025 - 11:00

Trøst og støt dit triste kæledyr

Arne Dedert/Ritzau Scanpix

Forskning peger på, at dyr er i stand til at savne, og derfor kan din hund eller kat godt blive trist, når en, den holder af, forsvinder ud af dens liv.

Når der sker et tab i familien, rammer det ikke kun de tobenede medlemmer af flokken. Også kæledyr kan hænge med snuden, når en person eller et andet dyr pludselig ikke er her længere.

- Ja, de kan absolut savne både mennesker og andre dyr. Om savnet føles som sorg, er svært at sige. Men de kan savne, og savn er en stor del af sorg, siger lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

Hun peger på, at videnskaben i gamle dage kun troede, at mennesker var i stand til at føle og tænke. Men den antagelse er nu vippet over, så der i forskningen er overvejende konsensus om, at pattedyr har en bevidsthed.

Samtidig ved man fra biologien, at dyr knytter bånd til hinanden, og derfor er det ikke utænkeligt, at der opstår et savn, hvis de mister nogen, de har knyttet sig til.

- Der er eksempler fra naturen, hvor elefantflokke er henne og sige farvel til en afdød elefant, og hvor hvaler svømmer rundt med deres døde unger, fortæller Tia Hansen.

Har du to hunde, hvor den ene dør, kan det ifølge Tia Hansen være en hjælp for den tilbageværende hund at få lov til at gå hen og snuse til den døde hund.

Udviser hunden tegn på tristhed og nedsat appetit i tiden efter tabet, kan du som ejer sørge for, at der sker noget afveksling i hundens liv.

- Det kan være, man tager en tur i sommerhus eller går nogle nye ture, så den får nogle gode og nye oplevelser, siger hun.

Ifølge Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, er det ganske normalt, at hunde reagerer, hvis deres hverdag ændrer sig - og det gør hverdagen ofte, når der er sket et tab i familien.

- Jeg har talt med en person, som havde en hund og en kat, der voksede op sammen. Da katten døde, var det tydeligt, at hunden ledte efter den. Der manglede noget, fortæller Lise Lotte Christensen og tilføjer, at sorgen hos hunde sjældent står på særligt længe.

Men indtil da hjælper du hunden godt på vej ved at have fokus på tryghed og rutiner.

- Selv om hunden måske ikke vil noget, men bare helst vil sove, så skal man få den med ud og gå tur og lege med den, lyder det fra adfærdskonsulenten.

- Når vi er ude og bruge vores krop, frigives endorfiner, og det sker også i hunden. Samtidig frigives kærlighedshormonet oxytocin, når hunde og mennesker, der kan lide hinanden, har kontakt, uddyber hun.

Er hunden eller katten trist over en længere periode, anbefaler Lise Lotte Christensen, at du tager et smut forbi dyrlægen. For så kan der potentielt være noget andet på spil.

Du kan også kaste et blik på dig selv. Går du og er ked af det, vil især hunden nemlig spejle dig.

- Dyr kan mærke, hvis der er noget i vejen med os, og derfor kan vi komme til at smitte dem med vores adfærd. Især hunde er rigtig gode til at læse os - tilsyneladende bedre, end vi er til at læse dem, siger Tia Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv