Bruxelles, 22/01/2025 - 18:27
Anders Dreyer skifter til MLS-klubben San Diego
Den 26-årige danske kantspiller Anders Dreyer skifter fra Anderlecht til MLS-klubben San Diego.
Virginie Lefour/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske fodboldspiller Anders Dreyer skifter fra Anderlecht til MLS-klubben San Diego. Det oplyser Anderlecht på sin hjemmeside.
Den 26-årige kantspiller har fået en treårig kontakt hos San Diego.
- Jeg vil gerne sige et stort og dybfølt tak til mine holdkammerater, staben og fansene for min tid i Anderlecht. Tak for støtten.
- Jeg har haft en fantastisk tid i Bruxelles, siger Anders Dreyer til den belgiske klubs hjemmeside.
San Diego har også bekræftet nyheden på sin hjemmeside.
San Diego-sportsdirektør Tyler Heaps ser frem til at få danskeren til klubben.
- Anders er et spændende supplement til vores angreb, og han har bevist, at han kan bidrage med mål overalt, hvor han har været i sin karriere.
- Han har vist sin kvalitet på højeste niveau i europæisk fodbold, og vi er sikre på, at hans talent og arbejdsomhed vil hjælpe os til succes på banen, siger Tyler Heaps til MLS-klubbens hjemmeside.
/ritzau/




